Yngre kvinde anmelder voldtægt i grønt område ved Sengeløse

19. juni 2017 22:35 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Københavns Vestegns Politi leder mandag aften efter en mand, der voldtog en yngre kvinde.

En yngre kvinde er mandag eftermiddag blevet voldtaget i et grønt område ved Kohøjvej ved Sengeløse.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi overfor Newsbreaek.dk.

– Vi får anmeldelsen klokken 15.28 og er i fuld gang med efterforskningen, siger vagtchef Brian Munck til Ritzau.

Vidner søges

Politiet søger vidner, der kan bidrage til sagens opklaring.

– Voldtægten er angiveligt sket i et grønt område ved Kohøjvej, og vi vil gerne høre fra folk, der har set eller hørt noget i løbet af eftermiddagen op til det tidspunkt, hvor vi får anmeldelsen, lyder det fra vagtchefen.

Ifølge netavisen taastrup.nu leder politiet efter en sort Peugeot i forbindelse med voldtægten.

– Jeg kan bekræfte, at vi leder efter en mørk Peugeot 206, siger vagtchefen, der ved 21.30-tiden ikke kan give flere oplysninger om forbrydelsen.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu