Yngre mand var mål for skud i Høje Gladsaxe

19. februar 2013 22:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Yngre mand var mål for skud i Høje Gladsaxe
Billede mangler

Tirsdag eftermiddag blev der fra en bil rettet et eller to skydevåben mod en yngre mand ved det lille center i Høje Gladsaxe nord for København. Den unge mand undgik at blive ramt og i stedet ramte skuddene bygningen med et pizzeria og en kiosk. Det oplyser Københavns Vestegns Politi ifølge Bt.dk.

 

Tirsdagens skyderi er dog langt fra det eneste, der har fundet sted i området på det seneste. Det er kun godt en måned siden, at et andet skyderi i bandekonflikten kostede menneskeliv i Høje Gladsaxe. Fredag 11. januar blev den 19-årige Jonathan Taboryski dræbt af skud, mens han sammen med en kammerat stod foran et pizzeria i den anden ende af Høje Gladsaxe. Også kammeraten blev ramt, men overlevede.

Og så sent som mandag aften blev en anden 19-årig ramt af skud ved et skyderi i Skovlunde. En maskeret pistolmand sendte ved Blokhaven en kugleregn på godt en halv snes skud af sted, men den flygtende 19-årige blev ramt i låret, mens et andet skud snittede hans jakke.

De mange skudepisoder får nu politiinspektør Bent Isager-Nielsen til at love, at der vil blive sat mange ressourcer ind i forsøget på at opklare skyderierne, der efterforskes ud fra en teori om, at der kan være en sammenhæng til den eksisterende konflikt mellem personer med tilknytning til bandemiljøet.

»Det er helt uhørt, at der på den måde bliver skudt i vores gader. Vi tager det yderst alvorligt og sætter hårdt ind på at få opklaret disse grove forbrydelser,« udtaler Bent Isager-Nielsen i en pressemeddelelse ifølge Bt.dk.

Skyderiet tirsdag eftermiddag ligner de andre tilsvarende skyderier, hvor gerningsmændene forsøger at slette deres spor på præcis samme måde. Efterfølgende blev en sølvgrå BMW fundet brændende i en skov i Værløse, og det formodes, at gerningsmændene fra høje Gladsaxe har brugt den som flugtbil. Samme fremgangsmåde brugte gerningsmanden fra skyderiet i Skovlunde mandag. Der blev flugtbilen fundet brændende i Herlev.

Yderligere er bilerne, der blev brugt ved drabsforsøgene, begge stjålet. Politiet håber, at vidner har set bilerne eller gerningsmændene. Har man set noget, kan man kontakte politiet på hovednummeret 43861448.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu