Zoo evakueret: Abe død efter vild tumult på chimpanseøen

18. maj 2017 14:15 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Odense Zoo blev torsdag evakueret, fordi der opstod dramatik på chimpanseøen i parken.

Chimpansen Ricardo er død i Odense Zoo efter længere tids tumult og mobberi på chimpanse-øen i den zoologiske have. Ricardo druknede i en situation, der var så tilspidset, at alle menneskelige gæster i parken måtte evakueres til en restaurant, mens broer og alle alarm-lamper lyste.

Det oplyser zoolog Nina Collatz Christensen til Newsbreak.dk. Heldigvis var der ingen reel fare for menneskene, men der var tale om en standardprocedure, fordi situationen kunne have udviklet sig til at være livstruende.

– Chimpanser vurderes til at være meget farlige for mennesker, og hvis Ricardo pludselig var kommet op på den side, hvor gæster færdes, havde det været livsfarligt, siger hun. Netop som en sikkerhedsforanstaltning er chimpanse-øen i parken omkranset af en vandgrav. Det var her, Ricardo endte sine dage efter at have levet et liv i Odense som særdeles udsat.

For mange hanner

Den 20-årige chimpanse-han sprang nemlig selv i vandgraven. Han var på flugt fra sine med-chimpanser, der aldrig har accepteret ham. Pludselig udviklede det sig torsdag til reel tumult, og i forsøget på at redde sig, sprang Ricardo i vandet.

Chimpanser kan bare ikke svømme. Det skyldes deres store muskelmasse, så de er ganske enkelt for tunge til at bevæge sig i vand. Derfor druknede Ricardo, der oprindelig kommer fra Frankrig. På den måde virkede anlægget, som det skulle. Ingen andre end Ricardo har reelt været i fare.

Ifølge zoologen skyldes den megen tumult hos de brutale aber, at der er for mange hanner, der indbyrdes kæmper om at være selveste alfahannen i gruppen. Den rolle skulle Ricardo påtage sig, men det har han ikke kunnet.

Fransk abe

Som en del af det fælles europæiske avlsprogram blev Ricardo ellers hentet i en fransk zoologisk have i 2015, og i Odense var det meningen, han skulle avle. I løbet af de to år er det bare ikke lykkedes for den 20-årige abe at overtage herredømmet på chimpanse-øen.

– Ricardo har ikke fået bidt sig fast i gruppen. Han har ganske enkelt ikke være stærkt nok til det, og derfor har han i noget tid været jagtet rundt af de andre hanner. Vi fik ellers Ricardo som en avlshan, siger Nina Collatz Christensen til Newsbreak.dk.

Nu afventes avskoordinatorens plan for flokkens fremtid, men det ligger ifølge Christensen fast, at der ikke skal en ny chimpanse til at afløse Ricardo efter hans tragiske død.

– Nu har vi den flok, der er, og den er fuldt integreret, siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu