15-årig dreng falder om med hjertestop

Er nu uden for livsfare.

Udgivet Opdateret

En motorcykelbetjent fik fredag aften pludseligt travlt med andet end kontroller, da han i Aarhus opdagede en 15-årig dreng, som lå livløs på fortovet efter et hjertestop.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Sammen med en livredder, som tilfældigvis ankom til stedet, lykkedes det at få liv i drengen.

Det skete blandt andet med hjælp fra en hjertestarter.

Den 15-årige overlevede og er uden for livsfare.

Det er endnu uvist, hvad årsagen til hans hjertestop var.

Hjertestarteren

En hjertestarter er et apparat, der kan “genstarte” hjertet, hvis det er stoppet med at slå.

Det fungerer ved, at maskinen giver et eller flere elektriske stød gennem brystkassen.

Hjertestarteren kaldes også en defibrillator eller en AED, som er forkortelsen for Automatisk Ekstern Defibrillator.

Hjertestarteren består af selve maskinen og to elektroder, der skal sættes på den nødstedtes krop. Gennem elektroderne kan hjertestarteren aflæse hjertets elektriske rytme og vurdere, om der skal afgives stød.

Der findes mange forskellige typer af hjertestartere, men de kan alle analysere hjertets rytme og give et stød, hvis det er nødvendigt.

Kilde: Trygfonden

Powered by Labrador CMS