25-årig coronasmittet to gange

Andet smittetilfælde hos amerikaner var markant værre end det første, så han måtte indlægges.

En ung mand er blevet smittet to gange. Anden gang blev han voldsomt syg. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En 25-årig amerikansk mand er bekræftet smittet med coronavirus to gange. Anden gang, han blev smittet med sygdommen, ramte ham væsentligt hårdere end ved det første tilfælde. Det oplyser forskere fra University of Nevada ifølge det britiske medie BBC.

Den første omgang smitte kom han relativt smertefrit igennem. Men anden omgang var værre. Den 25-årige, som ikke havde nogen kendte problemer med helbredet, blev indlagt, fordi hans lunger ikke længere kunne få nok ilt ind i kroppen. Han kom sig dog senere over sygdommen.

Forskere slår fast, at han blev smittet to gange. Det var altså ikke samme infektion, der vendte tilbage med fornyet styrke, og det bidrager til spørgsmålene om, hvorvidt man kan opbygge immunitet mod virusset. Samtidig med, det bør vække bekymring hos unge – især i Danmark.

– Vores fund signalerer, at tidligere infektioner ikke nødvendigvis beskytter mod fremtidige infektioner. Muligheden for at blive smittet igen kan have væsentlig betydning for vores forståelse af covid-19-immunitet, siger læge Mark Pandori fra University of Nevada.

Dog sjældent

Ifølge Pandori bør folk, der har været smittede, fortsat følge retningslinjer som fysisk afstand og hyppig håndvask. Indtil videre tyder det imidlertid på, at det er sjældent, at folk smittes med coronavirus to gange. Der er ganske få eksempler på personer, der er smittet to gange.

Det er blandt andet rapporteret i Hongkong, Belgien og Holland, hvor andet smittetilfælde ikke har vist sig at være værre end første tilfælde. I Ecuador er der et eksempel, der minder den 25-åriges sygdomsudvikling.

Første gang den 25-årige amerikaner var smittet, havde han symptomer som ondt i halsen, hoste, hovedpine, kvalme og diarré. Anden gang – cirka en måned efter at han var blevet symptomfri – fik han igen symptomer. Denne gang havde han feber, hovedpine, svimmelhed, hoste, kvalme og diarré.

Kort tid efter oplevede han også problemer med at trække vejret, ifølge beskrivelsen kunne han ikke få luften ordentlig ned i lungerne, og blev derfor indlagt.

Ungdommen smittes

Over det meste af Europa har myndighederne noteret sig, at det i høj grad er kontinentets unge, der smittes med coronavirus i sensommer og efterår. Således også i Danmark, hvor det i foråret ellers især var de 40 til 49-årige.

Ifølge de seneste tal tegner de 20 til 29-årige i Danmark sig for hele 6336 bekræftede tilfælde af Covid-19. Det er mere end 1000 flere end hos de mellem 40 og 49 år. I alt er der registreret 32.811 tilfælde per mandag 12. oktober.

Danmarks unge bliver dog i langt overvejende grad ikke særlig syge af Covid-19. De seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI), der er en uge gamle, viser, at der har været 123 indlæggelser blandt de 20 til 29-årige. Heraf har de 24 varet under 12 timer. Ni har været på intensiv afdeling, hvoraf de seks led af underliggende kronisk sygdom.

En mand mellem 30 og 39 år er endnu det yngste noterede dødsfald herhjemme. Mandag lød det officielle dødstal med relation til Covid-19 i Danmark på 671.

Powered by Labrador CMS