Anklager: Bevis for Madeleine McCann er død

Der er dog ting, der ikke kan komme offentligheden for øre på dette tidspunkt.

Udgivet Opdateret

4. juni kom det frem, at politiet i Tyskland havde anholdt en mand, der er mistænkt for at have dræbet Madeleine McCann, der forvandt fra sin families ferielejlighed i den portugisiske landsby Praia da Luz i maj 2007. Dengang var hun tre år gammel.

En tysk anklager i sagen om den britiske pige Madeleine McCanns forsvinden siger, at han har beviser for, at hun er død.

Det siger han i et interview med britiske Sky News.

Anklageren – Hans Christian Wolter – tilføjer, at politiet nu har brug for hjælp til at lokalisere, hvor den nye hovedmistænkte i sagen har opholdt sig.

Hans Christian Wolters mener, der er beviser for, Madeleine Mccann er død. Foto: Erol Dogrudogan/Scanpix.
Hans Christian Wolters mener, der er beviser for, Madeleine Mccann er død. Foto: Erol Dogrudogan/Scanpix.

Derefter kan politiet søge efter Madeleine McCanns lig.

– Alle indikationer, som vi har fået, og som jeg kan fortælle dig om, peger på, at Madeleine er død.

– Vi har ting, som vi ikke kan oplyse om, som bakker op om teorien om, at Madeleine er død, selv om jeg må indrømme, at vi ikke har fundet liget, siger Hans Christian Wolter til Sky News.

Ikke nok til tiltale

Selv om han hævder at have beviser på, at Madeleine McCann er død, indrømmer Hans Christian Wolter, at det ikke er nok til en tiltale mod den hovedmistænkte i sagen.

– I øjeblikket har vi ikke nok beviser til en retssag, men vi har nogle beviser på, at den mistænkte har gennemført ugerningen.

– Derfor har vi brug for mere information fra folk – især om steder, han (den mistænkte, red.) har boet – så vi kan lede efter Madeleine der, siger Hans Christian Wolter.

Flere sager undersøges

Ifølge flere tyske medier så er myndigheder ved at se på, om den 43-årige også kunne være involveret i den seks-årige Rene Hasees forsvinden.

Han forsvandt på en ferie med sin familie i Portugal. Den seks-årige blev sidst set på en strand omkring 40 kilometer fra Praia de Luz, som også er området, hvor Madeleine McCann forsvandt fra 11 år senere.

Først mente myndigheder, at han var druknet, men nu antydes det, at der er mulighed for, at den seks-årige dreng blev kidnappet.

Forældrene til Rene Hasee bekræfter, at tysk politi er gået i gang med en at efterforske sagen igen med udgangspunkt i, at deres søn kunne være blevet kidnappet.

Tidligere kendt af politiet

Den nuværende mistænkte, den 43-årige tyske mand, har afsonet adskillige fængselsstraffe for sexmisbrug af børn.

Derudover boede han med regelmæssige intervaller i den portugisiske Algarve-region mellem 1995 og 2007. Blandt andet boede han i et hus, der lå mellem Lagos og Praia de Luz i en årrække.

– Baseret på den information, vi har til rådighed, havde han flere løse job i Lagos-området i løbet af denne periode (hvor Madeleine McCann forsvandt, red.), herunder et job i catering, oplyser tysk politi.

Politiet tilføjer, at der er oplysninger, der peger på, at manden begik strafbare handlinger, såsom indbrud i ferielejligheder, for at tjene penge.

Forældrene til Madeleine McCann kaldte torsdag meddelelsen om den mistænkte tysker som en måske vigtig udvikling i den mangeårige efterforskning.

Det siger en talsmand for familien til BBC Radio.

– Kate og Gerry føler, at det potentielt er meget vigtigt, siger talsmanden.

Info om køretøjer

Britisk politi, der også har været stærkt involveret i sagen, har identificeret to køretøjer. Det ene er et folkevognsrugbrød, en VW Westfalia med britisk nummerplade. Det andet en Jaguar med tysk nummerplade. De var formentlig tilknyttet den 43-årige tysker på tidspunktet for McCanns forsvinden.

Politiet i Storbritannien oplyser videre, at den mistænkte tog imod et telefonopkald fra et portugisisk nummer i Praia da Luz-regionen den nat, McCann forsvandt.

Her skriver politiet på sin hjemmeside, det håber for hjælp fra befolkningen, der kan have set især folkevognsrugbrødet i området i tiden omkring McCanns forsvinden.

– Det er mere end 13 år siden, Madeleine forsvandt. Ingen af os kan forestille, hvordan det er for hendes familie ikke at vide, hvor hun er, udtaler Mark Cranwell fra Metropolitan Politi.

Powered by Labrador CMS