Askes håb er at få løn for sit drømmeprojekt

Projektet hedder Welcome to the Moon, og målet er en dansk biografpremiere, når filmen er færdig.

Aske Bang har før nomineret til en Oscar. Nu har han indspillet en hybridfilm i Danmark. Foto: Scanpix/Danny Moloshok
Udgivet Opdateret

Det kan lyde som starten på en klassisk komedie: Bo og Martin vågner morgenen efter en vild fest i et sommerhus på Møn. Dagen før har de købt vielsesringe til Martins kommende bryllup, og vennerne har i løbet af natten festet godt igennem med to damer, de har mødt i en brandert, hvor de var ude for at fejre Martins polterabend.

Nu er der bare det problem, at vielsesringene er væk, og damerne tager i øvrigt ikke deres telefon. Det kunne måske også være blevet en rendyrket komedie, var det ikke fordi, Martin og Bo har svært ved at finde håndfaste beviser på, at de faktisk har festet med andre end hinanden i løbet af natten.

Bo er filminstruktør, og han har i løbet af natten foreviget festen med sit kamera, men da de gennemgår optagelserne, er damerne ikke at finde ét sted. Med det begynder filmen Welcome To The Moon at lugte af noget andet end bare en komedie, og Aske Bang, der har skrevet, instrueret og har hovedrollen i filmen som Bo, fortæller da også Newsbreak.dk, at filmen ikke bare er en komedie.

– Hvad er der sket? Har der været nogen hos os eller ej, for ringene, de er i hvert fald væk. Det sender os ud i en jagt på Møn. Er vi skøre eller har vi set spøgelser? Siger Aske Bang til Newsbreak.dk.

Optagelserne til Welcome To The Moon er godt og vel færdige, der mangler lige en optagelse med Lars Von Trier, Peter Aalbæk Jensen og Erik Clausen, og så er drømmen ellers at gøre filmen klar til premiere i danske biografer. Newsbreak.dk har sat Aske Bang i stævne for at høre mere om projektet, og for at høre, hvad Welcome To The Moon ér for en film.

En hybrid

Filmen er en hybridfilm, hvor målet har været at blande drama, komedie og gys sammen til en film, hvor to venner drikker hjemmebrygget absint på Møn, hvorefter eventyret, eller mareridtet, virkelig kan begynde.

Filmen blev annonceret med både Kickstarterkampagne og medieomtale tidligere i 2019, og filmen blev i sidste ende sat i søen via alternative veje end dem, danske filmskabere normalt går.

Aske Bang havde fået afslag på støtte til filmen fra både Danske Filminstituts talentordning og på konsulentordningen fra samme, men afslag af den slags er ikke Aske Bang fremmed. Han er uddannet fra Den Danske Filmskole, og han har med egne ord fået “nej” til at lave rigtig mange film.

– Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville lave filmen, da jeg kom ud fra skolen, og jeg havde fået tilpas mange afslag til, at jeg sagde til mig selv, at jeg blev nødt til at lave filmen alligevel, siger han.

Det blev til førnævnte kampagne på Kickstarter, hvor filmen hentede omkring 100.000 kroner i støtte. Derudover har filmen fået støtte fra en række andre steder, og Aske Bang mener ikke, at filmen i sidste ende kommer til at have kostet mere end 500.000 kroner at lave.

Et møde med legenderne

På nuværende tidspunkt er de fleste optagelser overstået, og Aske Bang og holdet bag er ved at klippe den. Newsbreak.dk taler med ham efter en lang aften, hvor man har arbejdet med filmen, og er ved at gøre klar til de sidste optagelser, der skal laves i september.

Til den tid kommer Aske Bang til at instruere Peter Aalbæk Jensen, Erik Clausen og Lars von Trier i en scene, hvor særligt von Trier får noget at skulle have sagt.

Det er ikke hver dag, at så store navne fra dansk film siger ja til at spille med i en film, og Aske fortæller da også, at det er via Peter Aalbæk Jensen, som Aske kender i forvejen, at aftalen med giganten Lars von Trier er kommet i hus. Han glæder sig til at instruere dem, men det er ikke uden kriller i maven.

– Det er super angstprovokerende, og jeg er helt sikkert lidt nervøs, men jeg glæder mig også, og det bliver en fantastisk oplevelse, jeg aldrig kommer til at glemme, siger Aske Bang.

Lars von Trier er vel den mest kendte danske filmmand ude i den store verden, og Aske Bang fortæller, at han har det som et lille barn, der skal i Tivoli, ved tanken om at skulle instruere Lars von Trier og de to kolleger.

Scenen bliver først lavet til september, efter at langt det meste af filmen ér optaget, fordi det krævede en del planlægning at få Erik Clausen, Peter Aalbæk Jensen og Lars von Trier til at finde tid til at være med.

Håber på en biografpremiere

Når scenen er optaget, og filmen er klippet helt færdig, står Aske Bang med en film, der er optaget på baggrund af støtte fra en masse mennesker, og hjælp fra en masse venner.

– Det her kan kun lade sig gøre, fordi jeg har en masse gode venner i branchen. De er gået med til at lave filmen ulønnet, ligesom mig selv. Alle har en kontrakt, der siger, at kommer filmen i biografen, får vi løn, men ingen af os har tjent penge på at lave den. Den er lavet på passion, og jeg synes, det afspejler sig i resultatet, siger Aske Bang.

Næste skridt i filmens liv er, at den skal vises frem for folk, der skal være villige til at skyde penge i at give den premiere i landets biografer. Aske Bang håber og tror på, at filmen kommer til at få biografpremiere, og herefter kan man jo kun drømme om mere.

– Det første mål er at lave en film med vores venner uden at gå den klassiske vej. Derefter håber jeg, at hele Danmark vil se den, og at den bliver vist på filmfestivaler ude i verden. Jeg drømmer om, at den kommer til at tjene sig selv hjem, så alle kan få deres løn, siger Aske Bang til Newsbreak.dk.

Du kan læse mere om projektet her: Welcome To The Moon.

Powered by Labrador CMS