Barn forsøgt bortført: Særlige vidner søges

Politiet leder også efter gerningsmanden bag barnets forsvinden

Her blev drengen bortført fra. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
Udgivet Opdateret

Nordjyllands Politi søger nu flere vidner i en sag, hvor en 10-årig dreng blev bortført fra en have af en ukendt mand for siden at slippe fri og finde hjem på egen hånd.

Politiet modtog oprindeligt anmeldelse om sagen søndag den 7. februar. Politiet oplyste dengang, at drengen var blevet båret ud af en have på Pallesvej i Frederikshavn. Han blev siden sat af på Søndergade, der krydser med Pallesvej.

Slap fri

Manden satte drengen ned, men holdt fast i drengens hætte, mens de to nu fortsatte over Søndergade, vest ad Smedevej, syd ad Solsikkevej, over Gærumvej og syd ad Solsikkevej, hvor Solsikkevej munder ud ad Møllehus Alle. På det tidspunkt mødte de to andre mænd. Den ukendte mand slap taget i drengens hætte, og drengen løb herefter hjem. Episoden fandt sted omkring klokken 15.45, og ifølge politiet nåede de de to at tilbagelægge en strækning på cirka 800 meter.

”Og vi søger særligt efter vidner, der kan have set de to, da de gik sammen, mens manden holdt fast i drengens hætte – noget, der måske ikke i situationen har set så mistænkeligt ud,” siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Lene Madsen, i en pressemeddelelse.

Den ukendte mand har følgende signalement:

Ung mand, meget mørk i huden, kraftig af bygning, brunt hår, bar blåt mundbind, blå cowboybukser, iført sort jakke, bar sort hætte.

”Har man set de to eller har andre oplysninger i sagen, så ring til os på 114 med det samme – ring hellere en gang for meget end en gang for lidt,” siger Lene Madsen.

Søger to specifikke vidner

Politiet efterlyser specifikt to unge mænd, der mødte den ukendte mand og drengen, da Solsikkevej bliver til Møllehus Alle.

De kan være vidner og have oplysninger, der er vigtige for vores efterforskning – så dem vil vi gerne tale med,” siger Lene Madsen i pressemeddelelsen.

Politiet har udsendt følgende signalement af de to unge mænd: Begge lyse i huden, den ene bar blå jakke, de bar begge huer og løb ad Søndergade i retningen mod nord.

De to unge mænd, såvel som alle andre vidner, opfordres til at kontakte Nordjyllands Politi på 1-1-4.

Powered by Labrador CMS