Berygtet klan mistænkt for juvelkup

Tre anholdte i sagen om juvelkuppet på det tidligere kongeslot i Dresden tilhører en arabisk klan, der også var var involveret i tyveriet af en 100 kilo tung guldmønt fra museum i Berlin.

1640 betjente deltog i anholdelsesaktionen. Foto: Odd ANDERSEN / AFP
Udgivet Opdateret

(Citathistorie fra Flensborg Avis)

Politiet har anholdt tre mænd, der mistænkes for at stå bag det spektakulære diamantkup i det tidligere kongeslot i Sachsens hovedstad Dresden for omkring et år siden. To af de anholdte er 23 år, mens den tredje er 26. Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.

Ifølge Spiegel-TV tilhører de anholdte en berygtet klan med arabiske rødder. Således skulle en af de anholdte tidligere være blevet idømt fire år og seks måneders fængsel for tyveriet af en 100 kilo tung guldmønt, der i 2017 forsvandt fra Bode Museet i Berlin.

Mønten er aldrig blevet genfundet, og håbet om at få fat på de forsvundne juveler fra Dresden er ligeledes beskedent.

– Man skal være meget heldig for at finde byttet et år efter kuppet. Men naturligvis har man lov til at håbe, forklarer Thomas Geithner fra politiet i Dresden.

1640 politifolk deltog i anholdelse

De tre mænd blev tirsdag anholdt ved en enorm aktion i Berlin, hvor betjente fra den tyske hovedstad fik hjælp af kolleger fra syv andre delstater samt forbundspolitiet. 18 adresser i Berlin blev gennemsøgt under indsatsen. 1640 politifolk var i aktion.

De tre anholdte er alle tyske statsborgere.

Yderligere to klanmedlemmer er efterlyst. Det er to mænd, der begge er 21 år.

Uerstattelige mesterværker

Ved indbruddet i Dresden i november 2019 lykkedes det gerningsmændene at slippe afsted med juveler, der ifølge eksperter er uvurderlige. Intet er efterfølgende dukket op igen.

Juvelkuppet fandt sted i residensslottets skattekammer, Grünes Gewölbe, hvor omkring 3000 smykker og andre mesterværker af guld, sølv, elfenben og diamanter er udstillet. Kostbarhederne har alle tilhørt fyrste- og kongeslægten i Sachsen. Skattekammeret regnes for et af de ældste og mest værdifulde i Europa.

Berlins indenrigssenator Andreas Geisel betegner politiindsatsen som et signal til klanmiljøet om, at retsstatens regler gælder for alle, beretter dpa.

Powered by Labrador CMS