Betjente beslaglægger biler på stribe

Bilisterne kørte igen-igen rundt uden kørekort

Bilisterne er gang på gang blevet sigtet for at køre bil uden kørekortet, som er frakendt. Nu ryger bilen. Arkivfoto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har haft travlt med at beslaglægge biler fra folk, som kører rundt på vejene uden kørekort.

På få timer lykkedes det betjentene at nappe fire bilister uden kørekort. Flere af de sigtede er tidligere blevet snuppet af betjentene for at køre, selv om de er frakendt kørekortet. Derfor blev bilisternes biler beslaglagt denne gang.

Den første bilist blev standset på Ny Næstvedvej ved Rønnede klokken 15.40. Det var en 54-årig mand fra Maribo, som blev sigtet for kørsel uden førerret. Han var flere gange tidligere sigtet for at køre uden kørekort.
Klokken 16.09 standsede politiet en 22-årig mand fra Holeby på Brovejen i Vordingborg. Han havde heller ikke noget kørekort, og da det var tredje gang inden for tre år, han blev sigtet for kørsel uden førerret, blev også hans bil beslaglagt.

Tre gange på tre år

En 32-årig mand fra Lundby blev tjekket klokken 16.35 på Sydmotorvejen ved Piberhus. Han var frakendt kørekortet og havde ikke generhvervet det, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret.
Klokken 18.40 var det en 42-årig mand fra Stubbekøbing, der blev standset af politiet på Sydmotorvejen ved tankanlægget ved Tappernøje. Det var tredje gang inden for tre år, at han blev sigtet for kørsel uden førerret, så også hans bil blev beslaglagt.

Powered by Labrador CMS