Biden spænder ben for løsladelse af dansker

Usikkerhed om udvisning får dommer til at tøve med at løslade dansker, der er sigtet for skovbrand i USA.

En 54-årig dansk mand er mistænkt for at have startet en af de værste skovbrande i Colorados historie. Han nægter sig skyldig, men er psykisk syg og ude at stand til at gennemføre en retssag.(Arkivfoto). Foto: Unknown/Scanpix
Udgivet Opdateret

Efter 960 dage – eller 32 måneder – i amerikansk fængsel havde en 54-årig dansker håbet, at en dommer fredag ville afvise sagen mod ham og dermed løslade ham.

Men sådan skulle det ikke gå.

Danskeren er mistænkt for at have startet en af de værste skovbrande i delstaten Colorados historie. Et område på over 43.000 hektar blev ødelagt, og det samme blev 141 boliger. DR Nyheder skrev i sommeren 2018, at manden blev sigtet for at sætte ild på hver eneste af de 141 bygninger.

Men den 54-årige lider af vrangforestillinger og er ikke i stand til at gennemføre en retssag. Han vil ikke tage medicin, og tvangsbehandling kan kun komme på tale, hvis han er til fare for andre eller sig selv.

Det er afvist af de seks-syv psykiatere, der har undersøgt ham.

Nye regler

I et retsmøde i sidste uge lagde dommer Gregory Lyman derfor op til at afvise sagen. Det ville betyde, at danskeren ville blive løsladt og udvist til Danmark, da hans visum er udløbet.

Men i et retsmøde fredag fortalte anklageren Cynthia Kowert, at nye regler indført af præsident Joe Bidens administration betyder, at immigrationsmyndighederne ikke vil udvise den 54-årige.

– Det betyder, at han ville kunne gå frit rundt i Colorado, eller hvor han nu vælger at slå sig ned, hvis sagen bliver afvist, sagde Cynthia Kowert.

Vred forsvarer

Danskerens forsvarer, Jane Fisher-Byrialsen, svarede vredt, at hun ikke kunne få bekræftet anklagerens påstand.

– Vi fik en e-mail i går eftermiddag med et telefonnummer til immigrationsmyndighederne, hvor vi blev stillet rundt fra den ene til den anden.

– Anklageren fortalte, at hun havde et direkte nummer, men det ville hun ikke dele med os. Det er ikke troværdigt, sagde hun.

Den danske advokat mener ikke, at de regler, som er indført af den nye regering, forhindrer, at personer, som er ulovligt i USA, kan anholdes.

Hun understregede også, at spørgsmålet om udvisning ikke har nogen betydning for afvisning af sagen.

– Det eneste, der betyder noget, er, om (den 54-årige) i en overskuelig fremtid vil være i stand til at gennemføre retssagen, sagde Jane Fisher-Byrialsen.

Dommeren besluttede, at han endnu ikke vil afvise sagen. Han vil have flere informationer om udvisning og tvangsbehandling af den 54-årige dansker.

Dem forventer han at få ved et nyt retsmøde 8. marts.

Powered by Labrador CMS