Brager over for rødt i berygtet dødskryds

Østjyllands Politi har særligt fokus på trafikken i den vestlige del af Aarhus, hvor der stadig er problemer.

Udgivet Opdateret

Torsdag eftermiddag og aften var færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi igen på besøg i det vestlige Aarhus, hvor politiet længe har haft fokus på trafikkulturen.

Og der var god grund til, at politiet igen tjekkede op på trafikanterne i området.

På knap syv timer blev det til 61 sigtelser, fremgår det af en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

– Resultatet af den målrettede færdselsindsats bekræfter os i, at der er rigtig god grund til at fastholde vores intensive færdselsindsats i denne del af byen, hvor vi gentagne gange kan konstatere, at der er for mange trafikanter, der ikke overholder færdselsreglerne, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Kørte over for rødt

Én af de mest bemærkelsesværdige bilister under trafikkontrollen var en bilist, der kørt før klokken 21.30 kom kørende med høj fart af Åby Ringvej.

Her susede bilisten over for rødt i krydset ved Edwin Rahrs Vej.

Krydset er berygtet, da der er sket flere trafikdrab. Senest i oktober hvor en 23-årig kvinde blev dræbt.

Bilisten bemærkede ikke den civile politibil, der hold på stedet. Den kørte efter bilen og standsede den.

Det var en 26-årig mand, der førte bilen. Men betjentene fandt hurtigt ud af, at det var han egentlig ikke i sin ret til, fordi han ikke havde kørekort.

Han var derudover påvirket af narko.

Det blev til hele tre sigtelser for den 26-årige mand, da han kørte frem for rødt lys, kørte uden førerret og narkokørsel.

Fortsætter kontroller

Østjyllands Politi har særligt fokus på trafikken i Aarhus Vest, derfor er politiet ofte til stede for at udføre kontroller.

De seneste uger har der på daglig basis kørt indsatser i området omkring Ringvejen i Aarhus. Det er sket på forskellige tidspunkter på dagen.

Foreløbigt har det ført til flere end 100 sigtelser fordelt på 25 forskellige indsatser.

Heriblandt er der 20 sigtelser for at køre for stærkt, 22 sigtelser for ulovlige overhalinger, sving og vendinger samt 14 sigtelser for at køre frem for gult eller rødt lys.

Østjyllands Politi er fast besluttet på at fortsætte med kontrollerne.

– Vi har haft, og vil også fortsat have, rigtig mange færdselskontroller i og omkring det vestlige Aarhus. Så længe vi kan konstatere, at der stadig er for mange, der ikke kan finde ud af at følge færdselsreglerne, så fortsætter vi vores massive kontroltryk, for at sikre at alle de øvrige trafikanter trygt kan færdes i området, siger Brian Voss Olsen.

61 trafiksigtelser i Aarhus Vest

Torsdag den 19. november 2020 foretog Østjyllands Politi en omfattende færdselsindsats i det vestlige Aarhus.

Fra klokken 16.00 til klokken 22.30 blev der skrevet 61 sigtelser fordelt på 53 personer.

Torsdagens færdselsindsats gav følgende sager:

*2 x narkokørsel

* 1 x kørsel uden førerret

*5 x kørsel frem for rødt lys

*2 x brug af håndholdt mobiltelefon

*3 x ulovlig overhaling

*1 x tæt kørsel

*7 x færdselstavler ej respekteret

*3 x sikkerhedssele ej benyttet

*2 x manglende lygteføring

*5 x kørekort ej medbragt

*10 x andre forseelser

*12 x hastighed i tættere bebygget område (11 til klip og 1 til betinget frakendelse.)

*5 x hastighed ved færdselstavler (heraf 4 til klip)

*3 x cykler uden lys

I alt fik 24 personer et klip i kørekortet, og én fik en betinget frakendelse af kørekortet ved at køre 97 kilometer i timen på Sintrupvej i Brabrand, hvor man må køre 50 kilometer i timen.

Kilde: Østjyllands Politi

Powered by Labrador CMS