Bremser på glat vej og banker ind i traktor

Alt og alle rutsjer ned ad stejl bakke i Nørresundby

Udgivet Opdateret

En traktor med anhængervogn og to biler endte i et voldsomt sammenstød på en stejl og spejlglat bakke på Skansevej i Nørresundby. Nordjyllands Beredskab blev kaldt ud til trafikuheldet lidt over klokken otte torsdag morgen.

De to biler skøjtede ned ad bakken og bragede ind i traktoren, som havde været nødt til at bremse op på grund af det glatte føre.

– Det er stjerneglat! Bilisterne kunne ikke nå at reagere og bremse, så det er ikke så mærkeligt, at der skete et trafikuheld, fortæller indsatsleder Jakob Svendsen hos Nordjyllands Beredskab til Newsbreak.dk.

Indsatsleder kunne ikke stå fast

Den ene bil er nu totalskadet, da dens frontparti gled ind under traktorens anhængervogn.

Ingen er kommet alvorligt til skade, men den ene person er kørt til tjek på skadestuen.

Vejforholdene gjorde beredskabets redningsarbejde en del vanskeligere.

– Det var så glat, at jeg ikke selv kunne stå fast. Jeg gled selv mange meter ned ad bakken. Det tog noget tid at lægge sand og grus ud, så vi havde et ordentligt underlag at arbejde på, lyder det fra indsatslederen.

Trafikuheldet blokerede vejen, men trafikken kan nu igen passere. Den ene bil er blevet fjernet, og den anden bliver hentet i løbet af dagen.

Nordjyllands Beredskab advarer om, at vejene generelt er meget glatte i Nordjylland, så man skal køre forsigtigt.

Se billeder i galleriet ovenfor.

Powered by Labrador CMS