Corona-jul: Det her bliver der rift om

Coronakrisen har påvirket danskernes shoppelyst og ændret betingelserne for mange butikker. Læs her, hvad du som julehandlende kan forvente dig.

Corona kommer til at sætte sit præg på julehandlen. KLIK og se, hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil gøre en god handel. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Corona kommer til at sætte sit præg på julehandlen. KLIK og se, hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil gøre en god handel. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Danskernes shoppingmønstre er på mange måder ændret i 2020.

Flere butikker lukkede ned i begyndelsen af pandemien. Mundbind er blevet et krav, og nethandlen er steget.

– Der er ingen tvivl om, at årets julehandel også vil opleves anderledes for forbrugeren, siger Henrik Hyltoft, der er markedsdirektør i Dansk Erhverv.

For det første vil den blive afviklet anderledes.

Lange køer og børneflokke, som flokkes om centrets julemand, harmonerer dårligt med corona.

– Butikkerne vil strække sig langt for, at de ikke bliver lukket. Derfor vil de være strikse med hygiejnen og gøre alt for, at folk ikke stimler sammen, siger Henrik Hyltoft.

Mange butikker ventes desuden at udvide deres bytteservice, så folk ikke skal klumpe sammen for at bytte gaver i mellemjulen.

Det vil også kunne mærkes, at flere fejrer jul på anderledes måder i år, vurderer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Mindre, men flere

Han forventer, at flere familier – i tråd med retningslinjerne – holder mindre arrangementer, men til gengæld lidt flere af dem.

Store familier vil givetvis også holde juleaften fordelt over flere dage.

– Så der bliver færre om bordet, men flere arrangementer. Derfor forventer vi et øget forbrug af madvarer, fordi der alt andet lige skal de samme ting på bordet, siger han.

Så du skal ikke vente til 11. time med at købe din and eller yndlings-rødkål.

Til gengæld er der ikke problemer med forsyningskæderne generelt.

Så der er ingen tegn på, at du vil møde tomme hylder inden for hele varekategorier – højst på enkelte produkter.

– De problemer, vi havde med at skaffe håndsprit, kontorudstyr og mundbind, oplever vi ikke længere. Og mange lande har genåbnet deres grænser, så der kommer masser af varer hertil, siger Henrik Hyltoft.

Flere penge mellem hænderne

Det betyder dog ikke, at den længe ventede Playstation 5 ikke kan blive udsolgt.

For danskerne har generelt fået flere penge mellem hænderne, fordi de både har sparet på rejserne og fået feriepenge.

Og de penge bruges i høj grad på selvforkælelse.

– Den tendens forventer jeg, vil fortsætte i julen. Og vi kan allerede nu se, at danskerne især er ude efter elektronik, underholdning og boligting, så her kan der blive rift om de mest populære varer, siger Henrik Hyltoft.

Samtidig vil folk være mere kritiske, omkring hvilken genre af gave de giver, tilføjer Jeppe Juul Borre.

Mange vil måske tænke sig om en ekstra gang, inden de køber oplevelsesgavekort.

– Jeg forventer, at vi vil se flere konkrete gaver og færre gavekort under juletræet i år, siger han.

Detailhandlen ramt

Allerede i maj måned gik kunne Dansk Erhverv fortælle, at coronakrisen havde ramt detailhandlen.

I marts måned var detailsalget samlet faldet 2,1 procent. Det var først og fremmest virksomheder, der ikke handler med dagligvarer, der var berørt.

Faldet for virksomheder, der sælger tøj, var dog helt oppe på 26,7 procent.

Siden er alle butikkerne dog åbne igen – nu med restriktioner om at bruge mundbind. Et krav i alle butikker.

Undgå slagtilbud

Senere blev butikker opfordret til at undgå såkaldt slagtilbud for ikke at tiltrække for store mængder kunder på en gang.

I den tråd er den årlige ‘Black Friday’ flere steder ændret til ‘Black Week’ for på den måde at sprede tilbuddene over flere dage.

Tidligere opfordredes dagligvarehandlen også til at sætte skilte op, der siger, at man kun bør handle én person ad gangen.

– Det er vigtigt, at vi holder fast nu og står sammen om at holde afstand og leve op til retningslinjerne, så vi kan holde så meget af dansk erhvervsliv åbent som muligt. Vi skal stadig kunne handle og holde gang i hjulene hos både den lokale brugs og storcentret, men det skal ske på en forsvarlig måde. Sådan så både medarbejdere og kunder kan føle sig trygge. Jeg forstår godt, hvis man er ærgerlig over, at vi nu igen skal til at indrette vores liv efter corona. Det er jeg også. Men dansk erhvervsliv har vist, at man er opgaven voksen, sagde erhvervsminister Simon Kollerup i den forbindelse.

De samlede krav og retningslinjer kan du se HER.

Powered by Labrador CMS