Corona sender deltagere ud af X Factor

Duoen Magnus og Aksel er ude af X Factor.

Udgivet Opdateret

X Factor vender – langt om længe – tilbage på TV2 fredag den 15. maj, men det bliver uden en gruppe, der ellers blev regnet blandt de største favoritter.

Duoen Magnus og Aksel er nemlig ude, fortæller parret til TV2.

Da corona-krisen har skubbet programmet er det nemlig endt et sted, hvor det vil have for stor påvirkning på Aksels studentereksamen, hvis han fortsætter i programmet, fortæller han:

– Jeg ville ønske, jeg kunne fortsætte i ‘X Factor’ og samtidig tage min eksamen, så det har virkelig været en svær beslutning. Men det kan ikke lade sig gøre at gennemføre begge ting samtidig, så jeg må vælge at gøre det færdigt, som jeg har knoklet med i tre år, siger Aksel Skjoldaa Kempf til TV2.

Med Magnus og Aksels exit har Ankerstjerne nu kun gruppen Smokey Eyes tilbage. Oh Land har sangerinden Ilona, mens Thomas Blachmans unge hold fortsat består af Emil Wismann, Mathilde Caffey og Alma Agger.

Finale på to dage

TV2 har været nødsaget til at lave en del om på programmet, som følge af udbruddet af coronavirus.

TV2 meddelte i takt med udbruddet af coronavirus, at finalen – der skulle have været afviklet den 3. april – blev flyttet fra Horsens til studiet, som programmet normalt bliver udført i.

Underholdningsredaktøren kan løfte sløret for, at der er yderligere ændringer til finalen.

– Finalen bliver til en stor todages-begivenhed fredag 22. maj og lørdag 23. maj. En form, som de blandt andet har succes med i England, og som vi glæder os rigtigt meget til at prøve af herhjemme også, siger Dorte Borregaard.

Fredag 22. maj er første finaleaften, hvor deltagerne skal på scenen to gange hver. Først med en sang, deres dommer har valgt, og dernæst i en duet med en gæstesolist. I anden og sidste finaleaften lørdag 23. maj skal tre deltagere synge deres vindersange, hvorefter den endelige afgørelse skal klarlægge, hvem der er vinder af X Factor 2020.

Bliver med publikum

X Factor-værten Sofie Linde skal ikke bare tage imod de resterende deltagere og dommertrioen bestående af Oh Land, Ankerstjerne og Thomas Blachman. Hun skal forhåbentlig også byde velkommen til publikum.

– Livepublikum er helt sikkert med til at gøre X Factor til Danmarks største underholdningsshow, og publikum er en stor del af festen, men det er endnu for tidligt at sige, om vi kan afholde de sidste tre liveshows med livepublikum i studiet. Men vi håber det – i en eller anden form, siger Dorte Borregaard.

I det første liveshows den 15. maj skal deltagerne synge sange fra musikfilm.

Powered by Labrador CMS