Skip to main content

Danmark er i VM-finalen

Sverige venter i finalen

Mikkel Hansen havde en god kamp. Foto: Scanpix/Anne-Christine POUJOULAT

Mikkel Hansen havde en god kamp. Foto: Scanpix/Anne-Christine POUJOULAT

Det danske håndboldlandshold er nu kun én sejr fra at genvinde verdensmesterskabet.

I et brag af en semifinale vandt Danmark med 35-33 over Spanien og spillede sig videre til søndagens slutkamp mod Sverige. Svenskerne slog Frankrig tidligere fredag.

Endte i en gyser

Danmark var foran stort set hele vejen, men Spanien lod sig ikke ryste af, og derfor blev det endnu en håndboldgyser med det danske hold i hovedrollen.

Mikkel Hansen tog revanche for sin grove fejl i kvartfinalen og leverede en indsats i verdensklasse, men det var ikke kun Hansen, der brillerede på den danske festaften i Kairo.

Angrebsspillet sprudlede igen i lange perioder, som det ofte har gjort i denne turnering. Det blev skudt i gang af et modigt og overraskende træk af landstræner Nikolaj Jacobsen, som indledte kampen med syv-mod-seks-spil.

Tæt ved pausen

Den vovede manøvre fungerede ikke specielt godt mod Egypten, men mod spanierne var der anderledes facon over tingene.

Danmark scorede på sine fem første angreb, og selv om de erfarne spaniere heller ikke havde de store problemer med at spille sig til chancer, havde danskerne initiativet i store dele af første halvleg.

En overgang var føringen oppe på fem mål, men en scoringspause mod slutningen gjorde, at Spanien fik halet ind til dansk pauseføring på 18-16.

Olsen brændte igennem

Det var en halvleg, hvor Morten Olsen stod stærkt i billedet som spilstyrer. Olsen har en bemærkelsesværdig evne til at brage ind på scenen i afgørende kampe i de store turneringer.

Men det var og blev Mikkel Hansens store aften. Dybt koncentreret og voldsomt motiveret strøede han om sig med sublime afleveringer og pløkkede selv 12 bolde i nettet.

Man lagde også mærke til Magnus Saugstrup, der er blevet mere sikker i sine afslutninger fra stregen, som VM er skredet frem.

Ubehagelig modstander

Danskerne fortsatte med at have overtaget fra anden halvlegs start, men Spanien var en ubehagelig modstander, der ikke lod sig ryste af solide danske føringer undervejs.

Venstrehåndsskytten Jorge Maqueda gjorde ondt, og det var en streg i regningen, at Henrik Møllgaard tidligt i anden halvleg måtte forlade banen med sin tredje udvisning.

Det gjorde spaniernes i forvejen stærke stregspil endnu mere effektivt. En overgang så det ud, som om europamestrene var ved at vende kampen på hovedet.

Danmark var dog foran med tre mål tre minutter før tid, men to hurtige spanske scoringer gjorde afslutningen til et sandt drama.

Spanien kunne have udlignet i sidste minut, men ramte overliggeren, og Nikolaj Jacobsen tog en timeout og fik aftalerne på plads til de sidste sekunder.

Danskerne spillede klogt, og Lasse Svan kunne endegyldigt afgøre kampen fra fløjen.

Del din kommentar