Danmark fraråder igen rejser til flere lande

Danmark fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til Spanien og Andorra. Det oplyser Udenrigsministeriet.

I over en måned har danskere kunnet rejse til Spanien på ferie, men det er slut nu, efter at Udenrigsministeriet har opdateret den ugentlige rejsevejledning. Den fraråder nu ikke-nødvendige rejser til Spanien og Andorra. (Arkivfoto). Foto: Vibeke Toft/Scanpix
Udgivet Opdateret

Mange danskere er i de seneste uger rejst på ferie til Spanien, efter at Udenrigsministeriet åbnede for rejser dertil i juni.

Men det er slut nu. Udenrigsministeriet har torsdag opdateret rejsevejledningerne, og det betyder, at Danmark nu fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele Spanien.

Også fyrstendømmet Andorra bliver lukket land for danske turister. I skrivende stund fraråder Udenrigsministeriet derfor alle ikke-nødvendige rejser til følgende lande:

Spanien, Andorra, Luxenbourg, Rumænien, Bulgarien, Irland såvel som resten af verden uden for Europa.

Det går hurtigt

Siden slutningen af juli har smitten igen bredt sig hastigt i Spanien og har således overskredet den smittegrænse, som Udenrigsministeriet har fastlagt.

– Vi ser nu i Spanien, at det går i den forkerte retning. Og det går hurtigere, end vi havde forventet herfra, siger Ole Thonke, der er midlertidig chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.

Når et land er åbent, vil den kritiske grænse for, hvornår rejsevejledningerne igen bliver skærpet, være ved 30 smittetilfælde per 100.000 indbyggere målt over den seneste uge.

Det har Spanien overskredet. Tal fra Statens Serum Institut viser en markant stigning fra 25,5 smittetilfælde i sidste uge til 39 smittetilfælde per 100.000 indbyggere i denne uge.

Et af kriterierne, for at et land åbnes igen, er, at antallet af smittede skal være på under 20 per 100.000 indbyggere.

Danske rejsende, der i øjeblikket befinder sig i Spanien og Andorra, bliver ikke påvirket. De kan ifølge vejledningen fortsætte rejsen.

Det er kun danskere, der er på vej til Spanien, som bliver påvirket.

Du vælger selv

Rejsevejledningerne er kun anbefalinger. Det er dermed ikke ulovligt, hvis man ikke følger dem.

De opdaterede rejsevejledninger om udrejse gælder fra torsdag klokken 16.00, fortæller Ole Thonke.

Rejste man lige inden klokken 16.00, kan man roligt holde sin ferie.

– Jeg vil anbefale, at man kontakter sit rejsebureau. Men det gælder først, fra vi meldte det ud. Jeg ved, at nogle tog en flyver til Spanien 15.30, og derfor betragter vi det som om, at de er i gang med deres rejse, siger han.

Vælger man at rejse til Spanien eller Andorra efter udmeldingen, skal man i fjorten dages karantæne, når man kommer hjem.

Ud over antal smittede kigger de danske myndigheder også på testniveauet, og hvor stor en procentdel af de testede, som er positive. Maksimalt fem procent af de testede må testes positive.

Vil have landet opdelt

Den nye rejsevejledning kommer som et hårdt slag for danske rejsearrangører, som netop havde fået gang i turismen til Spanien igen.

Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, ønsker, at Udenrigsministeriet gør rejsevejledningen regionsopdelt for Spanien.

– Vores forventning er nu, at ministeriet snarest indfører en regional rejsevejledning for Spanien.

– Kanarieøerne ligger flere tusinde kilometer fra Barcelona, de har et meget lavt smittetryk og der burde ikke være noget til hinder for, at danskere trygt kan rejse til for eksempel Tenerife eller Gran Canaria, udtaler han i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at smitten på de yndede turistmål Mallorca og De Kanariske Øer isoleret set ikke har ramt den smittegrænse, som Udenrigsministeriet har fastlagt.

Men sådan er det ikke blevet, og Udenrigsministeriet oplyste i juli, at det er en svær løsning rent administrativt.

Powered by Labrador CMS