Dansk Tour-start bliver dyrere

Den danske Tour de France-start i 2021 kommer til at koste mindst 60 mio. skattekroner oven i det oprindelige budget. Men ingen ved, hvor dyr cykelfesten ender med at blive. Det skriver Politiken.

Kronprins Frederik taler under pressemøde om Tour de France på Københavns Rådhus, torsdag den 21. februar 2019. Kronprins Frederik er også til stede. Tour de France har meddelt, at cykelløbet i 2021 starter i Danmark.
Udgivet Opdateret

De offentlige kasser må hoste op med 87 millioner kroner, når Tour de France i tre dage kommer til Danmark i sommeren 2021 – eller det var, hvad arrangørerne oprindelig præsenterede offentligheden for. Reelt bliver det langt dyrere. Det viser en gennemgang af de involverede kommuners budgetter for de kommende år, skriver Politiken tirsdag.

Artiklen fortsætter under videoen.

Dermed er det for første gang nu muligt at danne sig et overblik over, hvor mange ekstra skattekroner kommunerne forventer at bruge på tre dage med verdens største cykelløb i landet.

Blind vinkel

Stat, regioner og kommuner har placeret de annoncerede 87 millioner kroner i det danske interessentskab Grand Départ Copenhagen Denmark 2021 til fællesudgifter. Men derudover har fem start- og målbyer samt otte gennemfartskommuner afsat yderligere 60,6 millioner kroner til afviklingen af Tour de France. Samlet er budgettet for det franske cykelløbs visit i Danmark altså vokset til næsten 150 millioner kroner.

– Politikere har en blind vinkel, når det kommer til store sportevents. I kommunerne har man stramme budgetter for alt. Men når det handler om sportsbegivenheder, sker der et eller andet, der gør, at man ikke længere er interesseret i prisen, siger chefforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus Roger Buch, der i en årrække har forsket i kommunal forvaltning, til Politiken.

– Helt overordnet er det hævet over enhver tvivl, at hver krone, som kommunerne putter i Tour de France, går fra noget andet«, tilføjer han.
I Vejle, der er startby for en af etaperne, stemte SF’s Lone Myrhøj imod at få Tour de France til kommunen, fordi hun ikke kunne få et klart svar på prisen for at få 176 ryttere til at trampe ud af byen.

– Det er hamrende naivt, økonomisk uansvarligt, og det er stik i mod alt, hvad jeg tror på som politiker. Hvis vi skal tage seriøse politiske beslutninger, må vi da også kunne forvente, at der er knyttet et beløb til, så vi kan vurdere, om det er pengene værd for Vejle, siger Lone Myrhøj til Politiken.

Tager det ikke så tungt

At regningen ser ud til at blive større end først annonceret, er der dog ikke noget odiøst i, mener Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), der samtidig er formand for Tour de France-interessentskabet.

– Der er ikke noget nyt i, at kommunerne, der deltager i Grand Départ og i at få et Tour de France til Danmark, også har udgifter ud over de penge, som de har skudt ind i interessentskabet. Det har været kendt fra starten, siger Frank Jensen til Politiken.

Powered by Labrador CMS