Skip to main content

De er i finalen i X Factor

To deltagere måtte fredag sige farvel

Lucca blev som anden deltager stemt ud af X Factor. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lucca blev som anden deltager stemt ud af X Factor. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dommerne Martin Jensen, Oh Land og Thomas Blachman havde intet at skulle have sagt i aften. Foto: Martin Sylvest/Scanpix.
Dommerne Martin Jensen, Oh Land og Thomas Blachman havde intet at skulle have sagt i aften. Foto: Martin Sylvest/Scanpix.
Dan er ude af X Factor. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dan er ude af X Factor. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Nikoline og Luka i kram i fredagens X Factor. Foto: Martin Sylvest/Scanpix.
Nikoline og Luka i kram i fredagens X Factor. Foto: Martin Sylvest/Scanpix.

De tre dommere havde intet at skulle have sagt, da der skulle smides X Factor-deltagere ud i semifinalen.
Fredag bød på dobbelt exit i “X Factor”, da det var 100 procent op til seerne, hvilke artister der skulle have plads i den eftertragtede finale.

En finale, hvor Solveig, Nikoline Steen Kristensen og Simon & Marcus skal dyste mod hinanden. Der var ikke plads til Dan Laursen og Lucca, som røg ud i aftenens program.

Dommerne er sat ud af spillet i resten af musikkonkurrencen, fordi det også er seerne, der afgør, hvem der i sidste ende løber med sejren, når finalen afgøres på fredag.

Programmets forløb var anderledes end normalt, efter at alle deltagerne havde været på scenen første gang.

Herefter skulle seerne stemme den første deltager hjem, og valget faldt på dommer Martin Jensens sidste solist over 23 år, Dan Laursen.

– Vi har været det hele gennem sammen. Uenige dage og dage hvor vi har ramt hinanden perfekt. Du har performet, og i dag trækker vi det korteste strå, sagde Martin Jensen til sin solist, da det stod klart, at hans X Factor-rejse var slut.

Derefter blev stemmetallet nulstillet, og de fire resterende deltagere skulle på scenen igen til forskellige akustiske numre.

Lucca sang nummeret “The Warning” af Kindness featuring Robyn, men det var ikke nok til at overbevise seerne, og hun blev dermed den anden deltager, der blev smidt ud inden finalen.

Luccas mentor Oh Land har dog ikke en finger at sætte på hendes talent.

– Lucca har sagt at hun er lykkeligere end nogensinde. Du har elsket der her mere end noget andet. Du skal være stolt af dig selv, sagde Oh Land til sin deltager.

Der var igen blandede følelser fra dommeren vedrørende den voksne solist Dan Laursen.

Thomas Blachman havde kritik til Martin Jensen for hele hans X Factor-forløb med Dan Laursen.

– Jeg synes, du har gjort et dårligt stykke arbejde, sagde Thomas Blachman.

Ifølge ham ville Dan Laursen have haft et bedre forløb hos ham, end han har haft hos den verdensberømte dj.

På den anden side var der igen komplimenter til Oh Lands deltager Nikoline Steen Kristensen, som har det, Thomas Blachman kaldte “et indiskutabelt kæmpe sangtalent”.

I hvid cowboyhat belagt med rhinsten sang hun sig til ros fra alle tre dommere.

Aftenens udfald betyder, at dommer Martin Jensen ikke har deltagere med i den store finale.

Med Dan Laursen og Lucca ude efter semifinalen er der tre finalister tilbage.

På fredag skal Solveig, Nikoline Steen Kristensen og Simon & Marcus synge om sejren og hovedpræmien i “X Factor” 2021.

Det er en pladekontrakt, et hjemmestudie, en skræddersyet workshop i London og en session med skaberen af “X Factor”, Simon Cowell.

I finalen skal de resterende deltagere synge flere gange.

En af sangene skal de synge med et stort dansk band, lyder det fra vært Lise Rønne i aftenens program.

Det kan ses på TV2 og streamingtjenesten TV2 Play fra klokken 20.00.

Del din kommentar