Der er en joker i spil i kampen mod coronavirus

Det seneste døgn er der konstateret 428 nye tilfælde med coronasmitte

I en måneds tid har andelen af positive coronaprøver nu været under 1,00 procent. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix
Udgivet Opdateret

Dagens smittetal ser gode ud, og de følger en tendens for den seneste tid, der har fået blå blok til at skubbe på for genåbning af landet på en eller anden måde. Det skal dog foregå med meget stor forsigtighed, hvis det overhovedet skal gøres, ifølge en ekspert, Ritzau har talt med.

Ser man først og fremmest på antallet af smittede med coronavirus covid-19 det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut (SSI), at tallet er på 428.

De 428 nye smittetilfælde er fundet i 128.269 prøver. Det vil sige, at i 0,33 procent af tilfældene har den testede været smittet med coronavirus.

Med den seneste opdatering har andelen af positive prøver – også kendt som positivprocenten – nu været under 1,00 i cirka en måneds tid.

Man skal tilbage til midten af januar for at finde seneste opdatering, hvor positivprocenten var over 1,00.

Overordnet positivt

Spørger man Eskild Petersen, adjungeret professor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, ser dagens tal overordnet positive ud.

– Antallet af nye smittede er faldet, og det er godt. Det viser, at vi stadig reducerer antallet af nye tilfælde, og det er vigtigt set i lyset af, at vi har den smitsomme britiske variant, som nu udgør omkring 30 procent af de smittede, siger han.

Testresultaterne fra SSI består af de såkaldte PCR-test. Det er de test, hvor man får en pind i halsen og derefter kan forvente at få et svarresultat inden for to døgn.

Den britiske variant

I myndighedernes testindsats bliver der i øjeblikket holdt særligt godt øje med spredningen af den mere smitsomme virusvariant, der er kendt som B117.

Ifølge SSI’s foreløbige tal udgjorde virusvarianten 28,5 procent af de positive coronaprøver, der blev analyseret i den første uge af februar.

Og det er især den britiske variant, vi skal holde øje med, også i en rum tid endnu, før vi kan tale genåbning, mener Eskild Petersen.

– Det, der er jokeren i hele spillet, er den britiske variant, som menes at være op til 50 procent mere smitsom. Det betyder også, at de tiltag, vi indfører, alt andet lige er 50 procent mindre effektive, siger han.

– Vi ved, at mutationen vil tage over, og derfor er det store spørgsmål, hvor godt restriktionerne virker, når det er den britiske variant, der fylder 70 procent af tilfældene.

Færre er indlagt

I den seneste opdatering fra SSI fremgår også det seneste tal for patienter, der er indlagt med coronavirus. Tallet er det seneste døgn faldet med 20 til 337. Det er det laveste niveau i mere end to måneder.

Ud af de 337 indlagte patienter ligger 68 på intensivafdeling. Af dem får 45 hjælp til at trække vejret af en respirator. Også de tal er blandt de laveste i flere uger.

Yderligere 11 personer smittet med coronavirus er døde. Dermed er i alt 2280 coronasmittede døde herhjemme siden midten af marts sidste år.

Skal man genåbne?

Politisk er man begyndt at diskutere, hvorvidt man bør åbne op regionalt, hvor smitten er lavest. Senest har en samlet blå blok i et brev opfordret Mette Frederiksen til at genåbne dele af landet.

Men ifølge Eskild Petersen skal man gøre det meget varsomt.

– Jeg forstår godt presset for at åbne op, men problemet er, at hvis man nu har opsparet et stort indkøbsbehov i København, og der åbner et stormagasin i Roskilde, så vil folk tage dertil for at handle. Det er svært at kontrollere, hvem der rykker ind og ud af regionsgrænserne, siger han.

Han understreger dog, at man godt kunne åbne for mindre regionale aktiviteter.

– Man kunne åbne borgerservice, som kun servicerer de lokale borgere, eller små erhvervsdrivende som eksempelvis lokale frisører, som har et lokalmarked, men hvor folk sjældent kommer langvejsfra, siger han.

Flere vaccineres

For at værne befolkningen mod corona er myndighederne ved at vaccinere mod virusset. Det har myndighederne været i færd med siden slutningen af december.

Den seneste opdatering fra SSI viser, at i alt 212.206 personer er blevet vaccineret mod virusset. Det svarer til 3,64 procent af befolkningen.

Ud af de 212.206 er 159.059 færdigvaccinerede, mens de resterende fortsat mangler at få den sidste af de to vaccinedoser.

De 159.059, der er færdigvaccinerede, svarer til 2,73 procent af befolkningen.

Powered by Labrador CMS