Skip to main content

Disse restriktioner forlænges

Blandt andet opretholdes forsamlingsforbuddet på maksimum 10 personer.

Regeringen følger anbefalingerne om at forlænge restriktioner i forbindelse med corona-smitten. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Regeringen følger anbefalingerne om at forlænge restriktioner i forbindelse med corona-smitten. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Sundhedsmyndighederne har anbefalet at forlænge de nuværende nationale COVID-19-tiltag. Regeringen har valgt at følge anbefalingen. Det betyder, at tiltagene om begrænsning af forsamlinger forlænges til og med den 13. december 2020.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Der er fortsat et højt niveau af smitte i Danmark. Torsdag var der smitte i alle 98 af landets kommuner. 97 kommuner havde i går mere end 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Derfor har myndighederne altså anbefalet at forlænge de tiltag til håndtering af smittespredning af COVID-19 i Danmark, som blev meldt ud den 23. oktober og med udløb den 22. november 2020.

Indsatsgruppen, herunder sundhedsmyndighederne, har foretaget en konkret vurdering af behovet for tiltagene i lyset af den aktuelle smittesituation, og de anbefaler at tiltagene forlænges.

Ifølge denne uges risikovurdering i det nationale varslingssystem vurderes det nationale risikoniveau til at være på niveau 3. Det samlede smittebillede viser, at der må forventes stigende vækst i COVID-19-smitten i Danmark og potentielt en stigning i antallet af indlagte patienter og øget belastning af sygehuskapaciteten.

Læs den nationale risikovurdering her.

Sundhedsmyndighederne bemærker, at der både fra tidligere pandemier og under COVID-19 er betydelig dokumentation for, at forsamlinger spiller en afgørende rolle i smittespredningen.

Sundhedsmyndighederne bemærker derudover, at der med COVID-19 er en særlig risiko for såkaldte superspredningsbegivenheder, som kan bidrage til, at epidemien kommer ud af kontrol.

Erhvervsministeriet oplyser, at ved forlængelse af restriktionerne så forlænges hjælpepakkerne tilsvarende.

Del din kommentar