DMI: -Begynder nærmest at fryse

Lørdag bliver sidste dag, hvor vejret er lækkert i denne omgang.

Udgivet Opdateret

Fuglene synger, vejret er klart og solen kigger frem fra en smuk himmel. Det lyder idyllisk som en Morten Korch-film, men det er altså bare en normal lørdag i midten af september.

Hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har den vagthavende meteorolog Mette Wagner taget et kig i prognoserne, hvor lørdag står som en fremragende ledestjerne for, hvor skønt efterårsvejret egentlig kan være. Sådan da.

– Det er en smuk lørdag, som vi har i vente. Det er kun enkelte byger, som vi har i vente i dag. Der vil være lidt eller nogen sol, forklarer Mette Wagner til Newsbreak.dk.

Men hvor drømmene og idyllen er størst – så er der præcis som i en Morten Korch-film også altid noget på spil. Et lille men, der kan ødelægge den ellers stoiske ro og afslappede stemning.

– Vinden bliver jævn til hård nordpå, men generelt bliver det blæsende. Det gør jo ikke noget, så længe det er tørt. Det vil blive 16 grader, så det er rimeligt okay, forklarer Mette Wagner videre.

Men herfra tager vejret også en drejning.

Regn og rusk

Ligeså begejstrende som lørdagen er i dagtimerne – ligeså energiforladt og deprimerende kan vejret efterlade dig i løbet af aftenen og natten.

– Vi får en ny front på besøg i aftentimerne, hvilket betyder vi får regn i løbet af natten til søndag og op ad dagen, forklarer Mette Wagner.

Men som om det ikke var nok, så er der udsigt til endnu mere dårligdom, hvis man kigger nærmere på prognoserne hos DMI.

– Næste uge byder på efterår og regn og rusk. Det er stadigvæk koldt. Da jeg skrev prognosen, så begyndte jeg nærmest at fryse, fordi prognosen er så kold og fyldt med efterår, forklarer Mette Wagner.

Så mens lørdagen kan fylde en med glæde over en smuk efterårsdag, så må man nok indfinde sig med, at Morten Korch-idyllen langsom bliver udskiftet med regnfrakker, kulde og en evig hang til tæpper og varmt at drikke.

Powered by Labrador CMS