DMI: De bliver snydt for varmen

De fleste får godt med sol, men et sted er lidt anderledes

Der bliver mulighed for at spise en is i det fri flere steder. Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Endnu engang kan vi se frem til en dag med sol og lune temperaturer. Men først skal vi natten igennem forbi en del skyer.

– Der hænger høje skyer i øst og lave skyer i vest. De fortsætter dog østover i løbet af natten, siger vagtchef Trine Pedersen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI til Newsbreak.dk.

Det er dog jyderne der først kommer til at se solen, når skyerne brænder af.

– Det meste af Jylland vil være dækket med skyer frem til morgenen. Jeg tror, at der er hul igennem omkring klokken 8 i morgen tidlig, fortæller vagtchefen.

Hun lover samtidig godt vejr og 18 til 23 grader de fleste steder. Men selvom det er jyderne, der først får sol, så er det også i Jylland, det bliver koldest.

– Det bliver køligst langs vestkysten. Her får de kun 15-17 grader. Der vil også kunne være lidt skyer. Så det er mest Østjylland, Fyn og Sjælland, der skal forvente varmt vejr tirsdag.

Powered by Labrador CMS