DMI melder om skybrud og torden

Det er usikkert, hvor voldsomt det bliver

Kommer der skybrud, kommer der virkelig meget regn. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har tirsdag aften udsendt en såkaldt risikomelding for lokale skybrud og tordenvejr.

Risikomeldingen er gældende for få dele af Danmark, mod øst i aften og i nat og mod vest i morgen tidlig. Det er dog usikkert, om vejret faktisk udvikler sig sådan, at DMI opgraderer til et reelt varsel for voldsomt vejr. Det fortæller vagthavende meteorolog, Martin Lindberg, til Newsbreak.dk.

Martin Lindberg oplyser, at der er op til 25% chance for så voldsomt vejr i den sydlige del af Sjælland, 10-20% risiko for den mest vestlige del af Sjælland, og derfra melder computermodellerne ikke om andet, end at der kan komme voldsomt vejr, hvis udviklingen ellers fortsætter, som den har gjort indtil nu.

Vær beredt

Når DMI alligevel vælger at udsende den mildeste form for varsel, man har til rådighed, er det fordi, lokale skybrud kan føre til oversvømmelser, mens lynnedslag kan føre til alverdens andre ulykker.

Det er derfor vigtigt, at man er forberedt på, at vejret kan blive voldsomt fra midnat og nogle timer frem.

– Vi ville ikke vente alt for længe, siger Martin Lindberg til Newsbreak.dk om DMIs beslutning om at sende varslet ud tirsdag aften, nogle timer før, det måske går løs.

Udsigt til regn

DMI kategoriserer et skybrud som over 15mm regn indenfor 30 minutter, og Martin Lindberg fortæller, at man lige nu er usikre på, om der kommer 15-25mm regn eller 6-8mm regn.

De områder, der er markeret med blå, er omfattet af meldingen. Foto: DMI.
De områder, der er markeret med blå, er omfattet af meldingen. Foto: DMI.

Sikkert er det dog, at der er mere vand på vej til Danmark.

Både i nat, hvor der altså er udsendt et varsel, og med udsigten til regn tirsdag nat, vil der også være skyet natten over.

DMI oplyser derudover, at der også onsdag er udsigt til byger flere steder i Danmark, og selvom det ser ud til, at de kraftige byger vil holde op onsdag aften, forventer man mere vand resten af ugen.

– Det er en ustadig vejrtype, vi er inde i, siger Martin Lindberg til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS