DMI varsler farligt vejr – vi bliver alle våde

I vejrudsigten ligger det stort set helt fast, at vi alle sammen bliver våde i begyndelsen af den kommende uge.

Der kommer til at falde meget vand, og på Bornholm er der aktuelt forvarsel ude om farligt vejr grundet forventet kraftig regn. Foto: Scanpix
Der kommer til at falde meget vand, og på Bornholm er der aktuelt forvarsel ude om farligt vejr grundet forventet kraftig regn. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Begyndelsen på den kommende uge – altså fra den 9. september – bliver våd, og så er det nok ligegyldigt hvor henne i landet, du befinder dig. Sådan lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Det helt store spørgsmål er faktisk bare, hvor meget vand, der kommer til at falde. I øjeblikket ser prognoserne ud til, at det især bliver østpå. Faktisk så meget, at der er udsendt et forvarsel for Bornholm.

På klippeøen kan der mandag og tirsdag således falde særdeles kraftig regn, som ifølge DMI-termer defineres ved mere end 24 millimeter regn på seks timer. Det falder i kategorien for “farligt vejr”.

Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog ved DMI, siger dog, at situationen er forbundet med en række usikkerheder. Det kan være godt eller skidt.

– Vores prognoser og modeller er faktisk ikke så gode til at fange lavtryk, der som det her kommer sydfra, så det kan godt ske, det kommer til at trække mere vest på og faktisk nå helt over til at ramme Sjælland i stedet, siger hun til Newsbreak.dk.

Uanset udviklingen trækker lavtrykket så mod nordøst sent tirsdag, og det bliver erstattet af en mere klassisk front fra vest. Det er den, vi er vant til. Den, som giver kraftige vindstød på den danske vestkyst.

Søndag: Lidt af det hele

Inden den megen regn og siden blæst venter en søndag, hvor vi kan forvente lidt af det hele, med Bodholdts ord. Temperaturerne de næste dage vil ligge nogenlunde stabilt mellem 15 og 20 grader – nærmest 15.

Det er i sig selv lidt imponerende, for der bliver masser af faktorer, der kan påvirke termometrene.

– Her til morgen har der været en del tåge i Jylland og på Fyn, men det er så småt fordampet igen. I løbet af dagen bliver der på de egne plads til solen, men i løbet af eftermiddagen dannes der byger, og de kan altså godt blive kombineret med torden, siger Bodholdt.

(Artiklen fortsætter under videoen)

På Sjælland og Bornholm, der ser frem mod kraftig regn i den kommende uge, bliver det primært skyet, og der kommer blot enkelte byger, fordi der ligger et lavtryk ude over Østersøen.

I løbet af natten bliver det tørvejr de fleste steder.

Powered by Labrador CMS