Skip to main content

Dømt for trafikdrab med THC i blodet

En kvinde blev ramt af to forskellige køretøjer. Føreren af det ene køretøj er nu blevet dømt.

Kvinden blev ramt af både en taxa og en varevogn. Genrefoto.

Kvinden blev ramt af både en taxa og en varevogn. Genrefoto.

En 32-årig litauisk mand er blevet dømt for uagtsomt manddrab ved retten i Svendborg. Det skriver TV2 Fyn.

Sagen, manden er dømt i, er fra december 2018. Her blev en kvinde dræbt i en ulykke, hvor lastbilchaufføren kørte over hende. Ifølge TV2 Fyn kørte lastbilchaufføren i en varebil, da ulykken skete.

Artiklen fortsætter under videoen.

Newsbreak.dk talte med Fyns Politi i timerne efter, at ulykken var sket. Her kom det frem, at kvinden var blevet ramt af et andet køretøj, før lastbilen ramte hende.

– Hun er igang med at cykle og hun bliver så indhentet af en bagfrakommende taxa. Der sker en eller anden kollision mellem de to, sagde Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi, dengang til Newsbreak.dk.

Siden blev kvinden altså kørt over af lastbilchaufføren, og da politiet kom frem, blev manden testet med et narkometer.

Det viste, at han havde thc i blodet, og det førte til, at manden i sidste ende blev tiltalt for flere forhold.

– Min klient er fundet skyldig i uagtsomt manddrab og kørsel med thc i blodet og skyldig i ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt. Han er blevet idømt et år og seks måneders ubetinget fængsel, siger lastbilchaufførens forsvarer, Morten W. Kamp, til TV 2 Fyn.

Manden sidder i skrivende stund varetægtsfængslet i sagen, og han forbliver fængslet, til sagen enten har været anket, været for en dommer igen og fået et andet udfald, eller til han er færdig med at afsone.

Herefter bliver han udvist.

Del din kommentar