Dramatisk: Norges første el-fly styrter i sø

To personer sad i flyet, da det styrtede ned i en sø i det sydlige Norge.

Udgivet Opdateret

Norges første el-fly styrtede onsdag ned i søen Nordnestjønn i det sydlige Norge mellem Kristiansand og Sandefjord.

Det skriver den norske avis VG.

(Artiklen fortsætter under videoen)

I flyet, der er ejet af Avinor, sad Avinors koncernchef Dag Falk-Petersen, der var pilot på flyvningen, samt statssekretær Aase Marthe J. Horrigmo. Ingen af de to kom dog alvorligt til skade.

Piloten udsendte mayday onsdag klokken 14.40.

– Det var dramatisk, men det gik heldigvis godt. Flyet vendte rundt i søen, da vi landede og vi skyndte os at komme ud, siger Dag Falk-Petersen til avisen og forklarer således hvordan ulykken skete:

– Vi skulle ind mod flyvepladsen, da der kom et signal om, at noget var galt med motorkraften. Først blev motorkraften svækket og derefter forsvandt den helt. Så udsendte jeg mayday og forsøgte at finde et sted at lande. Der var meget skov, så jeg fandt et sted med en sø, hvor vi landede, siger Dag Falk-Petersen.

Ingen panik

Statssekretær Aase Marthe J. Horrigmo fra det norske Kommunal- og moderniseringsdepartementet erkender, at hun var bange.

– Jeg var bange. Men jeg oplevede at Dag (Falk-Petersen/ red.) var så rolig, at jeg aldrig blev meget bange. Hans ro gjorde, at der ikke udbrød panik, siger Aase Marthe J. Horrigmo.

Statsligt ejet

Avinor, der ejer det nedstyrtede el-fly og hvor Dag Falk-Petersen er koncernchef, er en norsk statsejet virksomhed, der driver 45 lufthavne og flyvepladser i Norge samt visse sikkerhedsanlæg som radiofyr og kontrolcentraler. Avinor er desuden ansvarlig for Norges flyvekontroltjeneste.

Avinor blev i januar 2003 omdannet til et 100 procent statsligt ejet aktieselskab og har siden hørt under Samferdselsdepartementet. Tidligere var det en myndighed, der hed Luftfartsverket.

Powered by Labrador CMS