Drenge slået ned: Politi har brug for hjælp

To yngre mænd blev slået af en ukendt gerningsmand, politiet nu efterlyser.

Nordjyllands Politi efterlyser den formodede gerningsmand samt vidner til, at to yngre mænd blev slået ned. Foto: Michael Wehner/Panthermedia/Ritzau Scanpix/ Genre
Udgivet Opdateret

Nordjyllands Politi har brug for at komme i kontakt med vidner til en voldsepisode, hvor to yngre mænd blev banket.

Politiet håber på, at offentligheden kan hjælpe med at finde frem til den formodede gerningsmand, samt de fire vidner, der har set episoden.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.

Drillede pindsvin

Det var lørdag den 27. juni omkring klokken 23.45, at voldspisoden udspillede sig i Christiansgrave Park i Hjørring.

De to yngre mænd gik og snakkede sammen i den østlige del af parken ud mod Korsgade, da de mødte tre drenge og en pige.

De fire personer var i gang med at drille et pindsvin.

Da de to yngre mænd opfordrede gruppen på fire til at stoppe med det, udviklede det sig til en diskussion.

Slået med flaske

Det eskalerede til, at der blev udøvet vold mod de to yngre mænd.

– Uenigheden afstedkom, at en yngre mand fra gruppen på fire personer tildelte de to kammerater slag i ansigtet med både knytnæve og med en flaske, siger lederen af politiets efterforskning i sagen, politikommissær ved Nordjyllands Politi, Michael Karstenskov.

Han forklarer yderligere, at den ene af de to yngre mænd som følge af volden fik knust tre tænder.

– Vi ser med stor alvor på denne sag, og vi efterforsker den som grov vold, understreger politikommissæren og fortsætter:

– Derfor vil vi gerne høre fra vidner eller andre, der har oplysninger, som kan bidrage til sagens opklaring. Vi hører også gerne fra den formodede gerningsmand selv.

Blå jakke og sort kasket

Den formodede gerningsmand beskrives som værende af anden etnisk herkomst end dansk, mellem 16 og 17 år og mellem 175 og 180 centimeter høj.

Han er kraftig af bygning og var på gerningstidspunktet iført en blå jakke og en sort kasket.

I gruppen var også en anden mand, kaldt B. Han er dansk af udseende, høj, havde lyst hår og var iført en sort jakke og en sort kasket.

Yderligere var en mand, kaldt C, der ikke er en beskrivelse af. Samt kvinden, kaldt D, der er udenlandsk af udseende muligvis asiatisk, jævnaldrende med de øvrige efterlyste og kraftig af bygning.

Hun beskrives som værende meget lille med sort hår og var iført en sort trøje.

Gruppe af vidner søges

Foruden de efterlyste er Nordjyllands Politi også på jagt efter en anden gruppe på fire personer.

De skulle have holdt sig i baggrunden, men muligvis overværet, hvad der var sket lørdag den 27. juni 2020.

– Dem vil vi også gerne i kontakt med. Deres udsagn kan være nødvendig for sagens fulde belysning, siger Michael Karstenskov.

Politiet sidder klar ved telefonerne på enhver henvendelse vedrørende voldsepisoden.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du ringe på telefon 114.

Powered by Labrador CMS