Efterlyses for drabsforsøg

Gerningsmanden er fanget på video

Udgivet Opdateret

Højst utraditionelt offentliggør Københavns Politi nu en video af maskinpistol-bevæbnet gerningsmand, der flygter efter et drabsforsøg begået i boligområdet Gadelandet i Husum i april.

Videoen kan ses HER. Se billeder af gerningsmanden over artiklen.

Ved episoden løb to mænd ind i boligområdet, hvor de bevæbnet med henholdsvis maskinpistol og pistol jagtede en gruppe personer til fods. Det lykkedes dog ikke at indhente gruppen.

Alligevel efterforskes sagen som et drabsforsøg begået som led i den daværende bandekonflikt mellem banderne Brothas og NNV. Fem personer er allerede anholdt i sagen, men politiet mener, at flere er på fri fod:

– Vi har anholdt en række personer for drabsforsøget, men har brug for hjælp for at få de sidste stillet til ansvar. Vi vil derfor meget gerne i kontakt med enhver, der så episoden eller på anden vis kender noget til sagen, siger politikommissær Rasmus Nielsen fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Signalement

Politiet kender ikke identiteten på den efterlyste gerningsmand.

Men det er lykkedes dem at stykke følgende signalement sammen:

“Mand, mørklødet, højere end 180 cm, spinkel af kropsbygning. Iført hvid eller lysegrå hættetrøje, sort bandana/tørklæde over munden, mørke/grå arbejdshandsker, sorte joggingbukser, sorte strømper og sorte sko med hvide såler. Han var bevæbnet med en maskinpistol.”

Politiet tilføjer, at man også gerne vi li kontakt med de personer, der blev forfulgt af de bevæbnede gerningsmænd.

Flere drab

De mest alvorlige sammenstød i forårets bandekrig kostede menneskeliv.

En 24-årig mand afgik ved døden, efter at han var blevet påkørt på et stisystem ved Vestvolden i Husum den 27. marts.

Han blev fundet død i en lejlighed på Tinghøjvej i Søborg. Det er politiets opfattelse, at den 24-årige er blevet påkørt bevidst på et stisystem ved Vestvolden tæt ved Frederikssundvej i Husum. Efterfølgende er den 24-årig nået ind i lejligheden i Søborg, hvor han døde af sine kvæstelser.

I forbindelse med drabssagen kunne politiet ikke udelukke, at der var en sammenhæng med en anden sag, der havde udspillet sig i Husum samme aften. Der blev affyret skud på Gadelandet i Husum, hvor én person blev ramt.

En 22-årig mand blev 8. april offer for en planlagt likvidering. Han blev skudt flere gange, mens han opholdt sig i sin bil nær sin bopæl i Husum, Brønshøj.

Powered by Labrador CMS