Efterlyste Kim fundet: Nu er han anholdt

54-årig mand var forsvundet og frygtet druknet - men nu er han fundet og anholdt. Han er mistænkt for 24 voldtægter.

Arkivfoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

En 54-årig mand, der hjemme i Skotland er mistænkt for at have begået ikke mindre end 24 voldtægter, er blevet anholdt i USA.

Her var han i første omgang meldt savnet under en svømmetur.

Men nu viser det sig, at den anmeldelse den 54-åriges søn indgav om, at hans far var forsvundet, var det rene snyd og bedrag.

Meldt savnet efter svømmetur

Den 54-årige mand, Kim Gordon, forsvandt ifølge hans 17-årige søn under en svømmetur ud for kysten ved den nordlige del af Californien.

Kim Gordons søn meldte faderen savnet med meldingen om, at han var taget ud for at svømme i et område, der er kendt for at være farligt at bade i.

Kystvagten og lokale myndigheder afsøgte området med både helikopter og drone men uden at finde den forsvundne mand.

Men ifølge John Thornbrug fra det lokale politi, troede man ikke helt på historien, som den blev anmeldt.

Ifølge CBS News kunne Gordons søn eksempelvis ikke fortælle præcist, hvor hans far svømmede ud fra.

– Den historie, vi har fået fortalt, besvarer ikke spørgsmålet. Det er der, tingene går op i limningen, fortalte John Thornbrug tidligere til CBS News.

Og de lokale myndigheder havde ret.

Fup-nummer

For fredag fortalte myndighederne, at Kim Gordon var blevet anholdt i Colorado Springs.

Det var oplysningerne om, at Kim Gorden var mistænkt for 24 voldtægter i sit hjemland, der fik politiet i Californien til at begynde at mistænke Kim Gordons forsvinden som et fup-nummer. Og den var altså god nok.

Powered by Labrador CMS