Ejer af omstridt russisk palads afslører sig selv

En russisk forretningsmand siger, at han er ejer af det luksuspalads, som ifølge oppositionen tilhører Putin

Arkadij Rotenberg (th.) har meldt sig på banen som ejer af det palads, den russiske præsident Vladimir Putin (tv.) nægter at eje. Foto: NEMENOV/Scanpix.
Udgivet Opdateret

En sag om, hvem der ejer en dyr ejendom i Rusland, har fået massiv omtale og har været med til at holde store demonstrationer i gang mod den russiske præsident, Vladimir Putin.

Den fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj har lagt en to timer lang video på nettet om ejendommen. Den bliver omtalt som et paladslignende luksushus ved den russiske sortehavskyst.

Ifølge Navalnyj tilhører huset Putin.

Nær ven melder sig

Den russiske regering har udtalt, at huset tilhører forretningsfolk, men har ikke navngivet ejeren eller ejerne.

Lørdag er Putins nære ven og judopartner Arkadij Rotenberg kommet på banen. Han siger, at huset tilhører ham, og at han har købt det for to år siden.

– Nu er det ikke længere nogen hemmelighed, jeg er den begunstigede, siger Rotenberg i en video fra det russiske netmedie Mash.

Han har ikke umiddelbart fremlagt et skøde eller anden dokumentation.

En rig mand

Rotenberg regnes som en af Ruslands rigeste. Han er også omfattet af EU’s og USA’s sanktioner på grund af konflikten i Ukraine.

Præsidenten afviste tidligere på ugen, at han var indehaver af ejendommen.

– Det tilhører ikke mig eller min nære familie og har aldrig gjort det, siger Putin om den to timer lange video, hvor ejendomskomplekset beskrives som en “stat inden for Rusland” med Putin som zar.

4000 anholdt

Lørdag var det ventet, at Navalnyjs tilhængere igen ville demonstrere mod Putin. Russisk politi har spærret flere gader af i hovedstaden, Moskva. Men lørdag aften var der endnu ikke meldinger om større protester.

For en uge siden blev over 4000 mennesker anholdt for at demonstrere, viser tal fra den uafhængige observatør OVD-Info.

Navalnyj fængslet

Ud over at være en fremtrædende skikkelse i den russiske opposition er Navalnyj også stifter af organisationen FBK, der efterforsker korruption i Rusland.

Han sidder fængslet i foreløbig 30 dage for at have overtrådt reglerne for prøveløsladelse.

Reglerne skal være overtrådt i den periode, hvor han var indlagt på et tysk sygehus til behandling for en alvorlig forgiftning, som han beskylder Putins styre for at stå bag.

Navalnyj risikerer flere års fængsel i sagen. Selv mener han, at den er politisk motiveret.

Powered by Labrador CMS