Nyt smitteudbrud i Europa: 200.000 isoleres

Området nær byen Lerida, som ligger cirka 150 kilometer vest for Barcelona, oplever stigning i smittetilfælde.

Fra lørdag klokken 12 er hele området, hvor der bor 200.000 mennesker, lukket ned. Arkivfoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Der er set en stejl stigning i antallet af smittede med coronavirus nær byen Lerida i den nordøstlige region Catalonien i Spanien.

Det betyder, at hele området, hvor der bor cirka 200.000 borgere, er lukket ned fra klokken 12 lørdag.

Det oplyser Cataloniens regionale præsident, Quim Torra, ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Vi har besluttet at lukke området, på baggrund af data der bekræfter en stejl stigning i antallet af Covid-19-infektioner, siger han.

Quim Torra tilføjer, at ingen får lov til at forlade eller komme ind området. Borgere, som bor i området – Costers del Segre – har indtil klokken 16 lørdag eftermiddag til at slippe ind.

Ligeledes har personer, som ikke har bopæl i området, indtil klokken 16 til at forlade det.

Quim Torra betegner nedlukningen som “en svær beslutning”, der er taget for at passe på befolkningens helbred, skriver den spanske avis El País.

Lerida ligger cirka 150 kilometer vest for storbyen Barcelona.

Tilfælde stiger

Data fra sundhedsmyndigheder viser, at der fredag var 3706 registrerede tilfælde i Lerida-området. Det er en stigning fra 3551 dagen før, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

Restriktioner rammer også transport og butikker, rapporterer El País. Ifølge avisen er der ikke sat tidsbegrænsning på restriktionerne. De gælder, indtil de ophæves.

Det er tilladt at bevæge sig ind i området for at tage på arbejde, men fra tirsdag er der krav om, at ansatte, der skal til og fra området, skal kunne fremvise et certifikat fra deres arbejdsgiver, skriver Reuters.

Det er første gang, der indføres begrænsninger på folks bevægelsesfrihed i Spanien, efter at landets krisetilstand blev ophævet 21. juni, skriver nyhedsbureauet NTB.

Smitteudbruddet skal være knyttet til arbejdere ved landbrug.

Forbyder forsamlinger over ti

Cataloniens regionale sundhedsminister, Alba Verges, siger ifølge AFP, at forsamlinger over ti personer i området er forbudt. Det samme er plejehjemsbesøg.

Spanien har registreret 250.545 smittetilfælde ifølge Johns Hopkins University. Landet har over 28.000 dødsfald relateret til coronavirus.

Fredag registrerede Spanien 17 nye coronadødsfald. Det er den største stigning på et døgn siden 19. juni.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS