Eks-landsholdsspiller tiltalt i sag om børneporno

Christoph Metzelder er tiltalt for distribution og besiddelse af børnepornografi og skal i retten i april

Christoph Metzelder skal for retten i en sag om børnepornografi. Foto: Firo Sportphoto/Jan Fromme/Scanpix
Udgivet Opdateret

Den tidligere tyske landsholdsspiller Christoph Metzelder er tiltalt i en sag om børnepornografi og skal for retten 29. april.

Det meddeler en tysk domstol mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge domstolen er den 40-årige Metzelder tiltalt i 29 tilfælde af distribution og i et enkelt tilfælde for besiddelse af børnepornografi.

Han skulle angiveligt have brugt kommunikations-appen WhatsApp til at sende pornografiske billeder af børn til en bekendt.

Det var en kvinde, der i august 2019 anmeldte den tidligere fodboldstjerne for forseelserne.

BBC skrev tilbage i 2019, at billederne blev sendt til en person i Hamborg, og at Christoph Metzelder samarbejdede med politiet.

Hjemmeside lukket ned

I 2006 oprettede Metzelder en organisation, der skulle hjælpe socialt udsatte børn, men dennes hjemmeside blev fjernet efter beskyldningerne i 2019.

Metzelder spillede 47 A-landskampe for Tyskland og var blandt andet en del af holdet ved VM i 2002 og EM i 2008, hvor Tyskland nåede finalen ved begge slutrunder.

Han optrådte for storklubberne Borussia Dortmund, Real Madrid og Schalke 04, inden han i 2014 indstillede karrieren.

Powered by Labrador CMS