Ekspert: Coronavirus skygger for disse sygdomme

Midt i frygten for corona glemmer vi mæslinger og en sygdom som tuberkulose, der rammer de fattigste og er en af verdens mest dødelige infektions­sygdomme.

Udgivet Opdateret

Selvom coronavirus skaber frygt herhjemme og internationalt, er det værd at bevare proportionerne. Coronavirus – officielt kaldet covid-19 – har foreløbig smittet knap 84.000 mennesker og kostet mindst 2869 mennesker livet. Til sammenligning er der 10 millioner nye tilfælde af tuberkulose om året, og sygdommen dræber 1,6 millioner mennesker årligt. Opmærksomheden omkring corona skyldes ikke mindst, at det er en sygdom, der rammer middelklassen, mens tuberkulose rammer verdens fattigste.

Sådan lyder vurderingen fra professor Jens Seeberg fra afdeling for antropologi ved Aarhus Universitet. Han forsker i udbredelsen af tuberkulose, og hans synspunkt bakkes op af flere fagfolk i Kristeligt Dagblad.

I Danmark er tre danskere foreløbig blevet testet positive for sygdommen, mens mindst 35 er i karantæne, og Sundhedsstyrelsen vurderer, at flere smittede vil komme til.

”Situationen er selvfølgelig helt særlig. Vi skal forholde os til corona, og samfundet skal tage en række forholdsregler. Men samtidig er vores reaktion og den intense mediedækning af corona alligevel tankevækkende. Cirka en fjerdedel af verdens befolkning er smittet med tuberkulose, og op mod 10 procent bliver syge. Det er den enkeltstående infektion, som flest mennesker dør af i verden,” siger Jens Seeberg til Kristeligt Dagblad.

Farlige sygdomme har ingen nyhedsværdi

Han peger på, at tuberkulose har mistet sin nyhedsværdi, fordi sygdommen har været kendt i århundreder. Den rammer socialt skævt. Det er de fattigste i især Asien, Afrika og Stillehavsregionen, der er i størst risiko for at blive smittet. De har også ringere chance for at overleve, fordi dårlige levevilkår svækker deres immunsystem.

”Corona er en hurtig sygdom, der er kommet pludseligt. Det er også en sygdom, der i høj grad rammer middelklassen, som rejser rundt. Tuberkulose har store økonomiske konsekvenser, fordi sygdommen ofte rammer erhvervsaktive mellem 30 og 40 år. I forbindelse med corona lukker man skoler, transport og fabrikker ned, og det er især den måde, corona rammer økonomisk på,” siger Jens Seeberg.

Han mener, at tuberkulose er et markant eksempel på en meget omfattende og dødelig sygdom, der er usynlig i den offentlige debat og i mediebilledet.

”Tuberkulose er et symptom på verdens ulighed. I for eksempel Afrika er der i dag først og fremmest fokus på at behandle, men den egentlige behandling af tuberkulose består i at skabe bedre levevilkår. Vores manglende opmærksomhed hænger sammen med, at tuberkulose er langt væk, mens corona hurtigt kommer tæt på,” siger Jens Seeberg.

Skygger for andre sygdomme

Laura Kverneland, der er læge og medstifter af foreningen Læger Formidler, som arbejder for saglig information om sundhed, er enig i, at den intense fokus på coronavirus skygger for en række andre infektionssygdomme, som er mere alvorlige. For eksempel mæslinger, der ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO kostede 142.000 mennesker livet i 2018.

”Der er mange andre infektionssygdomme, som er langt værre end coronavirus. For eksempel er mæslinger, som vi kan vaccinere imod, langt mere smitsom. Det kan forvrænge vores billede af, hvilke sygdomme, der betyder noget, hvis medierne for ensidigt fokuserer på corona. Selvfølgelig skal vi forholde os til risikoen. Men vi må også se på tingene med realistiske øjne og forholde os til fakta. Corona rammer ligesom influenza og mæslinger især mennesker, der i forvejen er svækkede. Vi har et godt sundhedsvæsen i Danmark, og det er vigtigt at stole på de strategier, som vores sundhedssystem har lagt i forhold til corona,” siger Laura Kverneland.

Powered by Labrador CMS