Ekspert påpeger stort problem med ny lyntest

Ifølge sundhedsministeren er skånsomme lyntest tjekket af myndighederne. Det stemmer ikke, skriver Politiken

En ny teststrategi for coronavirus bliver ifølge regeringen en af de vigtigste forudsætninger for mere genåbning. Regeringen har indgået aftale med Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner om, at flere borgere skal testes to gange om ugen, ligesom der er indkøbt millioner af nye lyntest. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Scanpix
Udgivet Opdateret

Hverken uafhængige fagfolk eller myndigheder har vurderet, om flere millioner lyntest med podning forrest i næsen, som Danmark har bestilt, er så sikre, som producenten hævder.

Det skriver Politiken.

Onsdag sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde, at Danmark har købt 10 millioner af en ny type lyntest.

De nye lyntest skal kun to-tre centimeter op i næsen, hvilket ifølge Magnus Heunicke er noget, mange har efterlyst.

Heunicke fortalte, at man har undersøgt pålideligheden af testene.

– Vi har færdiggjort en dansk vurdering af de test, som er lige så gode som dem, vi har været vant til, lød det.

Men den vurdering findes ikke, skriver Politiken fredag aften.

Har vurderet dokumentation

Sundhedsministeriet skriver til Politiken, at Region Midtjylland, som indkøber testene, “har foretaget en kvalitetssikring”. Den er baseret på, at testene er CE-godkendt som medicinsk udstyr i Europa.

Herefter er kvaliteten blevet vurderet på baggrund af dokumentation, som producenterne selv sender ind.

– Sundhedsministeriet eller sundhedsmyndighederne har ikke udført yderligere kontrol med produkterne, skriver ministeriet til avisen.

Det er Region Midtjylland, der er ansvarlig for bestilling af de mange test.

Vicedirektør i Region Midtjylland Indkøb og Medicoteknik Dorte Christensen siger til Ritzau, at man har fået al data på testene fra leverandørerne, og at testene er EU-godkendt til brug.

Derefter har man sammenlignet med databladene for de nuværende lyntest og sikret, at de er minimum lige så gode, lyder det.

– Vi har vurderet de oplysninger, vi har fået fra firmaerne på begge test, og sammenlignet dem og sikret, at de er på samme niveau, lyder det.

Det er ikke godt nok

Karen Angeliki Krogfelt, der arbejder med diagnostik af infektioner på Roskilde Universitet og sidder i regionsrådet i Region Hovedstaden for Liberal Alliance, siger til Politiken, at det ikke er nok at stole på firmaernes egne oplysninger.

Hun mener ikke, at man bør acceptere, at testene ikke er afprøvet uafhængigt.

I en skriftlig kommentar til avisen skriver Heunicke, at kvalitetskravet for de nye test som minimum er på niveau med de nuværende lyntest.

– Der er foretaget en dansk vurdering af produktdata efter præcis samme standard som de øvrige antigentestprodukter, vi indkøber, skriver han.

Powered by Labrador CMS