Får ingen særbehandling

Den 94-årige monark og hendes 99-årige ægtemand, prins Philip, skal vaccineres, skriver avis.

Dronning Elizabeth skal vaccineres. Foto: Ben Stansal/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Storbritanniens dronning Elizabeth vil blive vaccineret med coronavaccine fra medicinselskaberne Pfizer og Biontech, når den er godkendt og udbredt i landet fra næste uge.

Den 94-årige monark og hendes 99-årige ægtemand, prins Philip, får ikke nogen form for særbehandling, men modtager vaccinen tidligt på grund af deres høje alder, skriver avisen Mail on Sunday.

Avisen skriver, at de kongelige “måske vil lade det blive kendt”, når de har modtaget vaccinen. Det vil de gøre for at opfordre flere mennesker til at tage den og for at modvirke, at anti-vaccineholdninger bliver udbredt.

Under pandemien er der forekommet over 60.000 corona-relaterede dødsfald i Storbritannien, og der er registreret over 1,7 million smittetilfælde.

Søn og sønnesøn smittet

Kongefamilien har ikke været skånet under pandemien, da to tronfølgere, prins Charles og hans ældste søn prins William, blev testet positive for covid-19 tidligere på året.

Det amerikanske Pfizer og dets tyske partner Biontech fik onsdag i sidste uge en særgodkendelse til deres coronavaccine i Storbritannien.

I første omgang vil vaccinen blive målrettet beboere på plejehjem, sundheds- og plejepersonale samt ældre og folk i risikogrupper.

Storbritannien, som er det første land i Vesten, der godkendte en coronavaccine, modtager i den kommende uge 800.000 doser af alt 40 millioner doser vaccine.

Det amerikanske selskab fremhæver i en pressemeddelelse, at godkendelsen i Storbritannien er den første i verden for en vaccine, der har været igennem et fase 3-studie, som normalt er sidste forsøg inden en eventuel godkendelse af et lægemiddel.

Powered by Labrador CMS