Farlig fugleinfluenza spreder sig

Seks høns på et landbrug i det centrale Tjekkiet er smittet med virus H5N8, oplyser myndighederne i Tjekkiet.

Udgivet Opdateret

Et tilfælde af det yderst smitsomme virus H5N8, som er en variant af fugleinfluenza, er blevet konstateret i Tjekkiet. Det oplyser de veterinære myndigheder i Prag.

– Seks høns på et landbrug i det centrale Tjekkiet er smittet med virus H5N8, oplyser den officielle veterinærmyndighed i landet.

Det er det første tilfælde af sygdommen i Tjekkiet i flere år.

Artiklen fortsætter under videoen

Siden begyndelsen af januar er der blevet konstateret flere tilfælde af virusset i Polen, Slovakiet, Ungarn og Rumænien.

Titusinder af gæs, kalkuner og kyllinger er blevet aflivet på de berørte farme for at undgå videre udbredelse af virusset.

For tre år siden førte virusset til aflivningen af næsten 100.000 fugle i Tjekkiet.

Det stærkt smitsomme virus er fundet på en lille kyllingefarm i byen Stepanov nad Svratkou. Byen ligger 20 kilometer nordøst for Brno, der er landets næststørste by.

Hele bestanden af kyllinger på landbruget er blevet slået ihjel.

Fakta om fugleinfluenza H5N8

•Fugleinfluenza smitter normalt ikke til mennesker. I sjældne tilfælde er der dog påvist sygdom hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle. Læs mere om risikoen for smitte til mennesker på Statens Serum Instituts side Fugleinfluenza.

•Hvis du har rørt ved en død fugl, bør du for en sikkerheds skyld vaske hænderne grundigt med vand og sæbe.

•Den type fugleinfluenza, der nu er fundet er af den højpatogene type H5N8. Det vil sige, at den medfører høj dødelighed blandt de fugle, der bliver ramt.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

Virusset er formentlig blevet spredt af vilde fugle, og det kan blive spredt over store afstande af trækfugle.

Der er blevet oprettet en særlig beskyttelseszone i den centrale del af Tjekkiet, efter at virusset er blevet konstateret.

Også i Danmark

H5N8 har også været i Danmark. I 2016 blev den fundet i en besætning omkring Ålsgårde i Nordsjælland.

Et sådant fund kan have økonomiske konsekvenser for et land. I 2006 kostede et udbrud omkring 200 millioner kroner i tabte eksportindtægter.

Fugleinfluenza er ikke farlig for mennesker. Som udgangspunkt.

– Det kan give lidt øjebetændelse og der var en dyrlæge i Holland, der døde, har Stig Mellergaard tidligere fortalt til Newsbreak.dk.

– Men en blanding mellem menneskelig influenza og fugleinfluenza var det, der omkring første verdenskrig førte til “Den spanske syge”, sagde Mellergaard.

Den kostede mere end 50 millioner mennesker livet, heraf 14.000 danskere.

Stig Mellergaard oplyste endvidere, at stort set alle menneskelige influenza-former stammer fra Asien – især Sydøstasien.

Powered by Labrador CMS