Fitnesskæde nægter samarbejde

Den nye fitnesskæde FitnessX, der indtil nu har syv centre i Østjylland, vil ikke indgå i et samarbejde med Anti Doping Danmark.

Udgivet Opdateret

Citathistorie:Tv2 Østjylland

Ambitionerne er store for den nystartede fitnesskæde FitnessX. Inden for de næste fem år planlægger kæden at oprette 100 centre rundt om i landet.

Men ambitionerne er tilsyneladende knap så store når det drejer sig om bekæmpelse af doping. Kæden har i hvert fald besluttet, at man ikke vil indgå i et samarbejde med Anti Doping Danmark.

– Jeg ved godt, hvor de sorte får i branchen er, og det er ikke hos os, siger adm. direktør hos FitnessX, Per Lyngbak Nielsen, til TV2 Østjylland.

– Vi accepterer ikke doping i vores centre. Og hvis der fandtes en effektiv kontrol, der holdt de her folk væk, så ville jeg støtte op om det. Men at komme på kontrol et par gange om året, det løser ingenting, siger han.

I hele landet

FitnessX åbnede 1. oktober i år og har allerede nu 22 centre landet over. I Østjylland er der indtil videre fire FitnessX-centre i Aarhus, to i Randers og et enkelt i Horsens.

Per Lyngbak Nielsen, der er adm. direktør i den nye kæde, er tidligere topchef i Fitness World, der er landets største fitnesskæde. Til forskel fra FitnessX har Fitness World et samarbejde med Anti Doping Danmark.

Anti Doping Danmark foretog sidste år cirka 1.500 besøg i kommercielle fitnesscentre, og der blev lavet 237 dopingtests. Ifølge Per Lyngbak Nielsen er det ikke godt nok, og det er en af grundene til, at han ikke vil 3.500 kroner pr. center for at være med i samarbejdet.

– Når du driver en moderne virksomhed, så betaler du ikke nødvendigvis for noget, hvis det ikke er det rigtige, siger Per Lyngbak Nielsen.

– Vi fokuserer i stedet på en grundig uddannelse af vores club managers. Det er dem, der har et ansvar for at holde øje med, hvem der er i vores centre, og hvordan de opfører sig

Sådan arbejder Anti Doping Danmark

– Fitnessbesøg, hvor Anti Doping Danmarks fitnesskonsulenter besøger fitnesscentre.
– Dialog med og synlighed blandt personale og medlemmer i fitnesscentre.
– Dopingkontrol med henblik på at fjerne usunde og urealistiske rollemodeller fra fitnesscentre.
– Løbende kontakt mellem Anti Doping Danmarks ansatte på kontoret og ansatte i fitnesscentrene.
– Kampagnemateriale med fokus på sund træning.
– Alle foreningsbaserede fitnesscentre, som er medlem af Danmarks Idrætsforbund, DGI eller Dansk Firmaidrætsforbund har automatisk en samarbejdsaftale med Anti Doping Danmark.
– For medlemmer af Dansk Fitness & Helse Organisation (DFHO) indgår en samarbejdsaftale automatisk i medlemskabet.

Kilde: Anti Doping Danmark

Ifølge de seneste tal er omkring 85 procent af danske fitnessudøvere underlagt centre, der samarbejder med Anti Doping Danmark. Centre, der ikke har et samarbejde, er forpligtet til at skilte med det, men de har ikke pligt til at etablere samarbejdet.

– Det er jo en frivillig ordning, så vi kan ikke presse dem til noget. Men vi er selvfølgelig ærgerlige over, at FitnessX ikke ønsker at samarbejde med os, siger forebyggelseskonsulent hos Anti Doping Danmark, Kasper Skat Lundgaard Krøll, til TV2 Østjylland.

Anti Doping Danmark bakker op om vigtigheden af oplysning og sund kultur i centrene. Derfor er der de senere år kommet øget fokus på forebyggelse frem for kontrol. Dopingkontroller er kun en del af værktøjskassen.

– Vi har begrænsede ressourcer, så vi kan ikke være i centrene på daglig basis. Derfor handler det meget om dialog. Vi arbejder primært med forebyggende arbejde og forsøger at skabe en sund kultur, men i hverdagen er det de ansatte i centeret, der skal stå for det, siger Kasper Skat Lundgaard Krøll.

Risikerer udelukning

Han fortæller, at man tidligere foretog flere stikprøvekontroller, men i dag er besøgene i højere grad baseret på en risikovurdering. Det betyder, at de steder, der har udfordringer, oftere får besøg. Og dopingkontrollerne bliver typisk lavet, hvis der er en konkret mistanke.

– Nogle centre kan godt klare det selv, og man kan godt have et dopingfrit center, selvom man ikke har et samarbejde med os. Men vi har en ekspertise og erfaring inden for det her område, og vi ved, hvad vi skal holde øje med. Så jeg synes da helt sikkert, man får noget ud af at have os tilknyttet, siger Kasper Skat Lundgaard Krøll.

I 2019 blev omkring 60 procent af de indkaldte til dopingkontrol i kommercielle fitnesscentre udelukket enten som følge af en positiv dopingprøve, eller fordi de nægtede at blive testet.

Hvis man bliver udelukket i et af Anti Doping Danmarks samarbejdscentre, kan man heller ikke træne i et af de andre samarbejdscentre.

FitnessX er heller ikke medlem af fitnesscentrenes brancheorganisation, Dansk Fitness & Hels Organisation (DFHO).

Powered by Labrador CMS