Flere hundrede røg i dum jule-fælde

Politiet var på vejene omkring J-dag. Det var en del sprit- og narkobilister også.

Flere hundrede bilister fik en sigtelse med i tiden omkring J-dag. (Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

På trods af, landet er ramt af corona-nedlukning og politiet – uanset – havde meldt, det var på vejene omkring den traditionsrige (aflyste) J-dag 6. november, røg flere hundrede bilister alligevel i fælden.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

I dagene omkring J-dag den 6. november 2020 gennemførte politiet traditionen tro en landsdækkende målrettet indsats mod spirituskørsel og kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand, selvom de sædvanlige ‘snefaldsfester’ var aflyst

I løbet af de fire kontroldage standsede politiet mere end 3.000 køretøjer, hvor 88 førere blev sigtet for spirituskørsel og 125 førere for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand.

Desuden skete der 17 trafikuheld, hvor føreren var påvirket af spiritus, og fem trafikuheld hvor føreren var mistænkt for narkokørsel.

På selve ‘J-dag’, fredag den 6. november 2020, blev 24 førere sigtet for spirituskørsel og 36 for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand.
Samtidig blev der registreret seks trafikuheld, hvor føreren blev sigtet for spirituskørsel, og to uheld med narkokørsel.

Op – og ned

I forhold til kontroller i perioden omkring J-dag i 2019, ligger antallet af sigtede for spirituskørsel væsentlig lavere i år, mens sigtelser for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand ligger lidt højere.

– Vi har sigtet 24 for spirituskørsel i år, hvilket er noget lavere end de 36, vi sigtede sidste år på selve J-dag, men det skal selvfølgelig ses i lyset af aflysningen af selve J-dag, som vi kender den. Desværre har vi set en stigning i antallet sigtelser for narkokørsel, hvilket er bekymrende. At føre et køretøj i påvirket tilstand kan have uoverskuelige konsekvenser og i værste fald kan det betyde dødsfald, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

I 2019 blev 38 personer dræbt og 163 kom alvorligt til skade i spiritusulykker.

Hovedparten af de tilskadekomne i en spiritusulykke var selv påvirkede.

“Derfor sætter politiet løbende ind med målrettede kontroller mod spritbilister, og det vil især være synligt i den kommende tid”, skriver Rigspolitiet.

Powered by Labrador CMS