Flere jordskælv rammer Island

To jordskælv målt til 5 og 4,6 har natten til mandag ramt området omkring Islands hovedstad.

Der er ikke meldinger om skader eller tilskadekomne i Islands hovedstad, Reykjavik, efter en række rystelser søndag aften og mandag morgen. (Arkivfoto) Foto: Michaela Rehle/Reuters
Udgivet Opdateret

Et kraftigt jordskælv målt til 5,0 samt adskillige efterskælv har rystet det sydvestlige Island. Det oplyser Islands Meteorologiske Institut mandag.

Det første skælv, der er beregnet til en styrke på 5,0, ramte området sydvest for hovedstaden Reykjavik klokken 23.36 søndag aften lokal tid.

Indbyggere i byen beskriver ifølge den engelsksprogede netavis Iceland Monitor, at de kunne høre en rumlen, inden rystelserne gik gennem husene og nogle steder vækkede sovende børn.

Der er ikke umiddelbart meldinger om hverken personskader eller materielle skader.

Flere efterskælv er målt i området mandag morgen. De største skælv er målt til mellem 4,3 og 4,6.

Eksperter mener, at den seismiske aktivitet skyldes en række rystelser under halvøen Reykjanes, der begyndte for et halvt år siden.

Undersøgelser har vist, at undergrunden rejser sig i området omkring Grindavik, hvor også den berømte Blå Lagune ligger. Det skyldes formentlig, at der dannes magma under jorden.

Der er dog ikke tegn på kommende vulkanudbrud. Det er omkring 800 år siden, at halvøen sidste oplevede et vulkanudbrud, skriver Iceland Monitor.

Siden årtusindskiftet har islandske vulkaner været i udbrud fem gange andre steder på øen.

Også den nordligste del af Island nord for Siglufjordur har været ramt af jordskælv i weekenden. Her blev der målt et skælv på 4,7 og adskillige mindre efterskælv.

Island ligger i et område, der er udsat for jordskælv, og indbyggerne er vant til rystelser.

I det nordlige Island er der målt flere tusinde små rystelser i den seneste måned.

Powered by Labrador CMS