Flere kan lide af folkesygdom uden at vide det

Der er gode muligheder for at standse udviklingen af knogleskørhed, hvis det opdages tidligt. Du kan også gøre meget for at forebygge sygdommen.

Osteoporose, også kaldet knogleskørhed, er en tilstand, hvor knoglemassen og -styrken er reduceret så meget, at man kan brække en knogle selv ved beskedne belastninger. Det skønnes, at 300.000 danskere lider af knogleskørhed. Foto: Scanpix. GALLERI: SYV ANDRE FOLKESYGDOMME. LÆS OM DEM VED AT KLIKKE VIDERE.
Osteoporose, også kaldet knogleskørhed, er en tilstand, hvor knoglemassen og -styrken er reduceret så meget, at man kan brække en knogle selv ved beskedne belastninger. Det skønnes, at 300.000 danskere lider af knogleskørhed. Foto: Scanpix. GALLERI: SYV ANDRE FOLKESYGDOMME. LÆS OM DEM VED AT KLIKKE VIDERE.
Udgivet Opdateret

Har du skøre knogler? Det kan kun 172.000 danskere svare ja til med sikkerhed – men tallet er med stor sandsynlighed meget højere end det.

I en rapport konkluderede Sundhedsstyrelsen tidligere på året, at to til tre gange så mange danskere formentlig lever med osteoporose, som folkesygdommen knogleskørhed også kaldes, uden at vide det.

– Knoglen bliver svagere hurtigere end normalt, men det er ikke noget, man kan mærke, fortæller Lars Hyldstrup, der er overlæge på Hvidovre Hospital og bestyrelsesmedlem i Osteoporoseforeningen.

– I langt de fleste tilfælde bliver det først opdaget, når folk falder og brækker noget, siger han.

Der er ellers gode muligheder for både at bremse sygdommen og tilmed genvinde noget af den tabte knoglemasse, hvis den opdages i et tidligt stadie.

Og her kan du selv være opmærksomhed på en række risikofaktorer, forklarer Lars Hyldstrup.

Det er arveligt

Den første faktor er arvelighed. Har familiemedlemmer i første generation – altså dine forældre eller søskende – fået konstateret knogleskørhed, er der god grund til selv at blive testet.

Har du røget eller drukket mere alkohol, end Sundhedsstyrelsen anbefaler, gennem en årrække, kan det også være med til at svække dine knogler.

– Og kvinder, der går tidligt i overgangsalderen, bør også blive undersøgt, siger Lars Hyldstrup.

Overgangsalderen stopper nemlig østrogenproduktionen, som ellers er med til at stimulere, at der dannes nyt knoglevæv.

Og så er høj alder i sig selv en risikofaktor.

Kort om otte folkesygdomme

Lider mindst én procent af den danske befolkning af en given sygdom, kan denne kategoriseres som værende en folkesygdom. Gennem årene har typer af folkesygdomme ændret sig, i takt med at lægevidenskaben og menneskets levevis har ændret sig.

En sygdom kan altså miste titlen “folkesygdom,” som årene går, men på nuværende tidspunkt findes der alligevel otte sygdomme, der kan kategoriseres som værende folkesygdomme.

De otte sygdomme er: 

  • Diabetes
  • Psykiske lidelser
  • Overfølsomhedssygdomme
  • Osteporose
  • Sygdomme og gener, der rammer led, sener, knogler og muskler; muskel- og skeletsygdomme
  • Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)
  • Hjertekarsygdomme
  • Kræft

– Når man er på den anden side af 80, behandler man folk uden så mange undersøgelser, forklarer overlægen.

Vil du forebygge knogleskørhed, skal du sørge for at få tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin i din kost.

Derudover er knoglevenlig motion vejen frem, fortæller Anna Dorte Appel, som er fysioterapeut hos Storvorde Fysioterapi og har fokus på knogleskørhed i sit arbejde.

– Det er vigtigt at lave vægtbærende motion – altså gang, løb og hop, siger hun og forklarer:

– Hvis man skal træne sine knogler, skal de have stødpåvirkning i længderetningen. Det styrker kalkindholdet og gør dem stærkere.

Mere motion

Derudover er alle typer af boldspil, badminton, gymnastik og lignende knoglevenlig motion.

Cykling og svømning styrker ikke knoglerne, men er omvendt skånsomt for leddene.

Vil du forebygge knogleskørhed, anbefaler Anna Dorte Appel, at du hver dag bruger mindst en halv time og gerne mere på motion, der styrker knoglerne.

– Man kan ikke overbelaste sine knogler, siger hun, men påpeger dog, at man risikerer at slide led og brusk, så man skal træne efter form og alder.

Powered by Labrador CMS