Flere politikredse advarer om farligt føre

Flere veje i den sydlige del af landet samt Fyn er påvirket af store mængder sne natten til mandag

Flere af landets politikredse har problemer med føret. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

Store mængder af sne og snefygninger flere steder i landet får politikredse til at advare om farlige forhold tidligt mandag morgen.

Hele Fyn er ramt af snefygning, og det kan medføre pludselige snedriver og nedsat sigtbarhed, skriver Fyns Politi på Twitter.

– Når det fyger, kan vejene godt se tilforladelige ud for så pludselig at være dækkede med sne. Vær opmærksomme, hav tålmodighed og pas på hinanden, skriver politiet.

Vagtchefen hos Fyns Politi tilføjer, at politiet har fået en del henvendelser om trafikanter i knibe, men der har ikke været tale om større uheld.

Store dynger af sne

Der er også meldinger om snefygning og store dynger af sne flere steder i Trekantområdet, melder Sydøstjyllands Politi.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi skriver ligeledes, at flere veje er svært fremkommelige på grund af sneen.

Det gælder blandt andet Sydmotorvejen og landevejene omkring Næstved, Vordingborg og på Lolland og Falster.

Begge politikredse opfordrer bilister til at køre hjemmefra i god tid og køre efter forholdene.

Bornholms Politi opfordrer mandag morgen bilister til at blive hjemme, hvis de har mulighed for det, og ellers vente, til vejene er gjort mere farbare.

Blæst

Tidligere rådede Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi borgere til kun at køre, hvis det er absolut nødvendigt, og ellers blive hjemme.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har en varsling ude om snefygning i den sydlige del af landet, der gælder frem til mandag aften.

Det betyder, at der som minimum ligger ti centimeter løs frostsne, mens det blæser mere end ti meter i sekundet.

Powered by Labrador CMS