Flere skud affyret i boligområde

Ifølge politiet er der affyret mellem fem og syv skud

Politiet er på stedet. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Fyns Politi er tidligt onsdag morgen talstærkt til stede omkring Asser Rigs Vej i det østlige Odense efter meldinger om flere skud.

Det skriver TV2 Fyn.

I alt er der blevet affyret fem til syv skud i forbindelse med episoden, oplyser politiet. Det har flere kilder uafhængigt af hinanden bekræftet til politiet, siger vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland.

Søger på sti

Anmeldelsen kom ind klokken 04.21.

– Vi har afspærret en del af det stisystem, der løber syd for Asser Rigs Vej, som vi er ved at afsøge, siger Steen Nyland til TV2 Fyn.

Der meldes ikke om nogen sårede personer i forbindelse med skyderiet. Flere hundepatruljer arbejder i de tidlige morgentimer i området.

Fyns Politi eftersøger i øjeblikket vidner, som skulle have set noget omkring skudepisoden. Politiet kan kontaktes på 114.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra politiet.

Powered by Labrador CMS