Flere stoppet ved grænsen: Europol advarer

Fire mænd er dømt for at rejse ind i Danmark med forfalskede coronaprøvesvar. Europol advarer mod tendensen

Flere steder i Europa har Europol – det europæiske politisamarbejde – fanget svindlere i at sælge falske covid-19-prøver, der angiveligt skal bruges til at rejse på trods af rejserestriktioner. (Arkivfoto) Foto: Armin Weigel/Scanpix
Udgivet Opdateret

Fire rumænske mænd er blevet dømt ved Retten i Sønderborg for at rejse ind i Danmark med falske covid-19-attester den 3. december sidste år.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Mændene har hver især fået 80 dages fængsel og er blevet udvist fra Danmark i seks år.

– Mændene nægtede sig alle skyldige, men modtog dommen, skriver politiet på Twitter.

De er rejst over grænsen ved Kruså.

Europol advarer

Europol – det europæiske politisamarbejde – advarede mandag mod netop denne tendens. Det er nemlig ikke den eneste gang, at forfalskede coronaprøvesvar har været i omløb.

I en pressemeddelelse oplyste Europol, at politiet i lufthavnen i Paris havde fanget en gruppe kriminelle i at sælge de falske prøvesvar.

I Storbritannien havde en svindler solgt de falske prøvesvar for cirka 840 kroner (100 britiske pund) stykket.

Også i Spanien har politiet anholdt en person, der solgte falske prøvesvar for cirka 300 kroner (40 euro).

– Så længe der er rejserestriktioner, er det meget sandsynligt, at kriminelle vil gribe chancen for at producere og sælge falske coronaprøvesvar, skriver Europol.

Får hjælp af teknologien

Ud over at blive solgt rapporterer Europol også, at den organiserede kriminelle gruppe fra Irland Rathkeale Rovers har brugt forfalskede prøvesvar. Ifølge pressemeddelelsen sker det angiveligt via en mobilapplikation.

Irland Rathkeale Rovers er kendt for at rejse rundt internationalt og lave kriminalitet under dække af at være eksempelvis håndværkere.

Ifølge Europol er printere og computersoftware af høj kvalitet efterhånden så tilgængelige, at kriminelle er i stand til at skabe overbevisende forfalskninger af både prøvesvar og andre typer dokumenter.

 

Powered by Labrador CMS