Fodboldstjerne dømt for overfald

Harry Maguire blev fundet skyldig i groft overfald, at have modsat sig anholdelse og forsøg på bestikkelse.

Harry Maguire nægtede sig lørdag skyldig i alle anklager ved et indledende retsmøde, hvorefter han blev løsladt. Foto: Intime/Reuters
Udgivet Opdateret

Den engelske landsholdsspiller og Manchester United-anfører Harry Maguire er fundet skyldig i samtlige sigtelser mod ham ved en domstol på den græske ø Syros tirsdag.

Det skriver Sky News.

Den 27-årige Maguire blev fundet skyldig i groft overfald, at have modsat sig anholdelse og forsøg på bestikkelse under en ferie på den græske ø Mykonos.

Efterfølgende fik han en betinget fængselsdom på 21 måneder og 10 dage. Dommen blev gjort betinget, fordi det var hans første lovovertrædelse, skriver Sky News.

Anholdt på ferie

Det var under en ferie i sidste uge, at forsvarsspilleren blev anholdt sammen med sin bror og ven på den græske ø.

Maguire blev anholdt efter et slagsmål mellem to grupper af turister.

Ifølge politiet blev fire politibetjente ramt af slag i forbindelse med slagsmålet. Lørdag nægtede han sig skyldig i alle anklager ved et indledende retsmøde, hvorefter han blev løsladt.

Retssagen begyndte tirsdag på Syros, som er administrativt centrum for gruppen af øer, som Mykonos hører under. Her var Maguire ikke selv til stede.

Maguire blev tidligere tirsdag udtaget til Englands landshold, der 8. september skal møde Danmark i København.

Det er uvist, om sagen får konsekvenser for Maguires fremtid i Manchester United. Han er blevet hevet ud af landsholdstruppen, mens Manchester United, ifølge Tipsbladet, skriver:

– Manchester United har noteret sig dagens dom. Magurie har erklæret sig uskyldig i enhver overtrædelse af loven, som han er beskyldt for, og han vil fortsætte med at kæmpe for sin uskyld.

Powered by Labrador CMS