Fødevarestyrelsen: -Der vil ske fejl

Det gør indtryk, når 78 af landets dyrlæger politianmelder Fødevarestyrelsen i forbindelse med aflivning af de mange millioner mink.

Aflivede mink graves ned ved Flyvestation Karup, søndag den 8. november 2020. For at undgå, at smitte kan sprede sig fra dyrene indkapsles dyrene i lag af kalk. Der er indtil videre aflivet knap 1, 9 millioner mink. Alle mink i Danmark bliver aflivet i forbindelse med covid-19, på grund af frygt for mutation i coronavirus.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Fødevarestyrelsen svarer nu på en del af den kritik, der torsdag blev rejst af 78 navngivne dyrlæger, der i et brev til Nordjyllands Politi bad om at få undersøgt, hvorvidt Fødevarestyrelsen i flere tilfælde overtræder dyreværnsloven i forbindelse med massenedslagtningen af mink.

De konkrete sager vil Fødevarestyrelsen ikke forholde sig til, da de er politianmeldt. Men Enhedschef ved Fødevarestyrelsen Henning Knudsen erkender, at det er voldsomme billeder der i øjeblikket vises fra nedslagtninger af mink.

10 Interesting Facts About Earth's Oceans
featured by

– Det er meget ubehagelige billeder, vi i enkelte sager har set. I en af videoerne, der florerer i medierne, er der en aflivning, der ser ud til at gå helt galt. Jeg synes også det er ud som om, der i den konkrete situation er nogen, der forgæves forsøger at rette op på forholdene. Men dyrevelfærdsmæssigt er det ikke i orden, siger Henning Knudsen.

Ikke det generelle billede

Det generelle billede af, hvordan nedslagtningen af de mange mink foregår, er ifølge Henning Knudsen dog markant anderledes.

– I langt de fleste tilfælde foregår det ordenligt. Men under en operation af denne størrelse – uanset hvor omhyggelig man – er og hvor meget umage, man gør sig – så vil der ske fejl. Vi gør dog meget for at tale med vores egne medarbejdere og vores samarbejdspartnere for at minimere fejlene. Og når der sker fejl, så bruger vi dem til at lære af og undersøge, om vi kan gøre noget for at det ikke sker igen, siger Henning Knudsen.

Regulær dyremishandling

Initiativtager til politianmeldelsen, dyrlæge Sisse Holm-Thomsen fra Munkebo på Fyn, mener, at aflivningen i flere tilfælde har tangeret regulær dyremishandling:

– Vi kan som stand ikke bare se på, at dette her foregår. Det er en skærpende omstændighed, at det er en offentlighed myndighed, der efter vores mening bryder loven, sagde hun torsdag til Newsbreak.dk.

– Nu er der tale om mink. Men hvis det havde været hundehvalpe, som var blevet aflivet på samme måde, så havde helvede jo været løs, siger Sisse Holm-Thomsen.

Beskytter folkesundheden

Henning Knudsen vil ikke negligere de fejl, der uden tvivl sker. Men han understreger samtidig, at det er meget få tilfælde, hvor det går galt set i forhold til de mange aflivninger, der finder sted.

– Det antal tilfælde, der har været fremme er meget begrænset i forhold til hvor mange aflivninger, der reelt finder sted. Det siger jeg ikke for at negligere de fejl, der sker. Men vi gør en stor indsats. Vi skal ikke glemme, at vi gør det her på regeringens foranledning for at fjerne et smittereservoir samtidig med, at vi skal beskytte folkesundheden.

Unødig lidelse

Anmeldelsen af Fødevarestyrelsen til Nordjyllands Politi skete efter dyrlægerne har fået flere bekræftede tilfælde, hvor minkene efter transport til destruktion har været levende når de er læsset af ved forbrændingen. “Dette må tolkes som om, der ikke er udvist omhu og samvittighedsfuldhed, og at aflivningen ikke er udført uden at påføre dyrene unødig lidelse“, skriver dyrlægerne blandt andet i anmeldelsen.

Det er blandt andet de sager, som dyrlægerne ikke føler, de kan sidde overhørigt.

Dyrlæge Henrik Hagbard fra Gørlev, der er en af medunderskriverne på politianmeldelsen, sagde torsdag til Newsbreak.dk:

– Jeg støtter op om anmeldelsen for at få undersøgt, om Fødevareministeriet er hævet over dyreværnsloven. Meget tyder på, at der ikke er tale om en enkeltstående hændelse, og så skal dyrlæger anmelde forholdet. Det står direkte i loven.

Powered by Labrador CMS