Forsker: -Det kan blive enden på pandemien

Forsker bag Pfizer og BioNTechs coronavaccine har store forhåbninger.

Ugur Sahin (tv.) har grund til smil for tiden. (Foto: Stefan F. Soå¤mmer via www.imago-images.de/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

En af hovedmændene bag den for tiden meget omtalte coronavaccine fra Pfizer og BioNTech, BioNTechs administrerende direktør Ugur Sahin har det store smil på.

I et stort interview med The Guardian fortæller den tyske forsker nu, præcis hvor store perspektiver han ser i vaccinen:

– Hvis spørgsmålet er, om vaccinen kan stoppe pandemien, så er mit svar ja, fordi jeg tror, at selv beskyttelse kun mod symptomatiske infektioner vil have en drastisk virkning, siger han.

Det er endnu uvist, om vaccinen også er virksom på dem, der ikke oplever symptomer.

Sahin fortæller også, at han frem til mandagens publicering af de nye, lovende resultater var usikker på, om vaccinen var stærk nok.

Sådan udvikler man en vaccine

Hvilke faser skal et lægemiddel igennem, før det bliver godkendt til brug? Det kan du blive klogere på her:

* Der ligger normalt flere års arbejde, forud for at et lægemiddel testes på mennesker, og det siden kan blive godkendt til brug.

* Først skal der vises en effekt af det i laboratorieforsøg. Er der overbevisende resultater, bliver det testet på dyr.

* Her stoppes mange forsøg, fordi midlet ikke er effektivt eller har uacceptable bivirkninger.

* Er det ikke tilfældet, kan det testes på mennesker. Det skal godkendes af myndighederne i landet, hvor det sker.

* I den første fase i det kliniske forsøg testes det på få – ofte omkring ti personer. Det kan være frivillige, raske personer.

* I den anden fase skrues op for antallet af testpersoner – cirka 100 personer.

* I den tredje fase undersøges medicinen i en stor gruppe under mere dagligdagsforhold. Det varer typisk flere år, og flere tusinde personer deltager.

* Herefter kan selskabet, der udvikler medicinen, sende en ansøgning om at få det godkendt. Den skal indeholde dokumentation for virkning.

* Det er derefter op til myndighederne at vælge, om det sker. I Danmark er det enten Lægemiddelstyrelsen eller EU-Kommissionen, der skal godkende medicinen.

* Når midlet herefter er godkendt til salg, starter den fjerde fase. Her optimeres anvendelsen af medicinen.

Kilder: Lægemiddelstyrelsen.

Selv med verdens forhåbninger tungt på sine skuldre er Sahin selvsikker.

Han regner med, at man om tre uger får flere resultater, der kan give viden om, hvorvidt forskellige aldersgrupper reagerer ens på vaccinen.

To skud med vaccinen skal kunne beskytte mod virusset i et år.

Det siges om vaccinen

Mandag oplyste samarbejdspartneren Pfizer i en pressemeddelelse, at de ved deres seneste studie kunne påvise et meget effektfuldt resultat.

Vaccinen så ud til at have en effekt i mere end ni ud af ti tilfælde. Det vil sige, at den forhindrede mere end 90 procent af smittetilfældene i Pfizers forsøg. Hvis alt går som planlagt med de øvrige analyser af fase tre-studiet, så vil Pfizer søge om en nødgodkendelse i Amerika.

Siden har Verdenssundhedsorganisationen WHO reageret på nyheden. De har set på de foreløbige analyser fase tre-studiet, som de også anser som meget positive.

– På vaccineområdet, særligt med nyhederne i dag, er vi på kanten af at være klar til at fordele vacciner til befolkningsgrupper i høj risiko i slutningen af første kvartal eller begyndelsen af andet kvartal, sagde Bruce Aylward, der er leder af den globale indsats for at finde en vaccine og behandling mod coronasygdommen ved WHO, mandag.

– Der er stadig meget arbejde forude, og dette er kun foreløbige resultater. Men det er meget positive resultater, der er kommet i dag, som forhåbentlig er meget lovende for hele verden, tilføjede han.

Bruce Aylward meddelte, at det kunne tyde på, vaccinen kan være klar til at blive sendt på markedet fra marts 2021 til de mest sårbare og udsatte.

Herhjemme har Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, kommenteret på resultaterne, som han vurderer som værende flotte. Han peger på en række ubekendte.

– For eksempel hvor lang tid vaccinen virker. Om man kan blive smittet senere. Er der forskel i effekten afhængige af køn, alder og etnicitet? Så de data venter jeg spændt på, sagde han til Jyllands-Posten.

Powered by Labrador CMS