Føtex i stor pris-bommert

Havde sat Playstation til salg for 499 kroner.

Føtex i pris-brøler i juledagene. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Nogle tilbud er for gode til at være sande, og sådan et har konsol-hungrende Føtex-kunder været ude for i et par timer i juledagene, oplyser Føtex nu selv lørdag aften i en pressemeddelelse.

Her fremgår det nemlig, at den dyreste Playstation 4-udgave, der hedder Pro og har 1 terabyte harddiskplads, kunne købes til sølle 499 kroner på Føtex.dk.

Prisen er nogenlunde tilsvarende et enkelt nyudgivet Playstation-spil.

Ifølge Føtex skyldes fejlen, at en ansat manuelt har tastet forkert. Den korrekte pris for konsollen er altså 3199 kroner.

Det står i pressemeddelelsen, at prisen var urealistisk lav, og den formulering er garanteret særdeles velvalgt.

– Vi ærgrer os vildt over fejl, og her var desværre tale om en prisfejl, som var for god til at være sand. Det var der mange gode kunder, der gjorde os opmærksom på, samtidig med at vi så en meget stor aktivitet, da rigtig mange ville reservere produktet til den urealistiske, lave pris. Vi beklager naturligvis meget, fortæller Karin Helene Sommer, marketingdirektør i føtex.

Når en pris er urealistisk lav, så forventes det nemlig, at forbrugere selv kan regne ud, at der er tale om en fejl. Ved tvivl kan det afgøres, om forbrugere udnyttede en åbenlys fejl, eller om fejlen var af en karakter, så det ikke var urealistisk.

I denne sag må det formodes, at enhver kan regne ud, at en Playstation 4 pro 1tb ikke sælges til 499 kroner.

499 kroner for en Playstation 4 Pro er ikke en realistisk pris. Arkivfoto: Scanpix
499 kroner for en Playstation 4 Pro er ikke en realistisk pris. Arkivfoto: Scanpix
Powered by Labrador CMS