Frank Jensens kone smider bombe i krænkelsessag

I et interview siger Jane Frimand Pedersen, at hendes mand, Frank Jensen, blev ofret af sit parti.

Overborgmester Frank Jensen (S) og hustruen Jane Frimand Pedersen, efter et pressemøde på Islands Brygge i København, mandag den 19. oktober 2020, hvor Frank Jensen trådte tilbage som overborgmester. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Frank Jensens kone, Jane Frimand Pedersen, siger i et interview med KøbenhavnLIV, at hendes mand blev ofret af Socialdemokratiets top.

Hendes udtalelse kommer, en uge efter at Frank Jensen (S) trak sig som overborgmester for København efter en række sager om seksuelle krænkelser og chikane gennem flere årtier.

Først beskrev flere kilder over for Jyllands-Posten krænkende adfærd, og efterfølgende kom otte nye anklager frem i lyset fra samme medie.

– Der er nogen her, der har gang i et eller andet. Det gik så hurtigt. Den ene dag fik han opbakning fra partiet med et stort flertal. Den næste dag var han tvunget til at trække sig, siger Jane Friman Pedersen til KøbenhavnLIV.

Hun siger, at der “var en der skulle ofres”. Og at hun altså mener, at nogen har orkestreret presset på hendes mand.

– Det (Frank Jensens fratrædelse, red.) her giver jo den effekt, at nu kan de lægge låg på alle de andre sager, fordi nu har de ofret Frank.

– Der kan også være folk, der har politiske ambitioner om at overtage hans embede, men som ikke har kunnet blive valgt på demokratisk vis, siger hun.

Jane Frimand Pedersen siger til mediet, at hun ikke ved, hvem der står bag det, hun ser som en konspiration.

– Jamen, jeg ved jo ikke, hvem det er. Jeg kan bare sige, at sådan noget kan ikke lade sig gøre, hvis ikke ledelsen eller det øverste system i Socialdemokratiet er inde over, siger hun.

Powered by Labrador CMS