Frankrig lukker ned

- Virusset er i omløb i en fart, som overgår selv de mest pessimistiske forudsigelser, siger Macron.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger, at Frankrig lukker ned igen fra fredag for at bremse spredningen af coronavirus. Foto: Christian Hartmann/Reuters
Udgivet Opdateret

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger, at Frankrig lukker ned igen fra fredag for at bremse spredningen af coronavirus.

De nye restriktioner, der vil være gældende frem til 1. december, betyder, at folk skal blive i deres hjem – undtagen når de skal foretage basale og nødvendige indkøb, skal have lægehjælp eller udnytte deres daglige tilladte motionstime i det fri.

Franskmændene vil kunne gå på arbejde, hvis deres arbejdsgiver siger, at det er umuligt for dem at arbejde hjemme.

I modsætning til nedlukningen af samfundet i marts og april vil de fleste skoler forblive åbne, siger Macron, som holdt en tv-tale onsdag aften.

– Virusset er i omløb i en fart, som overgår selv de mest pessimistiske forudsigelser, understreger han.

– Som vores nabolande er vi stærkt trængt af denne pludselige acceleration. Vi er alle i samme position – overvældet af en anden bølge, som vi ved bliver sværere og mere dødelig end den første.

Der er registreret over 35.000 corona-relaterede dødsfald i Frankrig.

Powered by Labrador CMS